Med den bedste beliggenhed, faciliteter der står klar og en placering midt i et stærkt uddannelsesmiljø er det mest oplagt at placere den kommende jyske politiskole i Kolding, mener viceborgmestrene Søren Rasmussen og Christian Haugk.

Viceborgmestrene Søren Rasmussen og Christian Haugk havde torsdag foretræde for Folketingets retsudvalg, og kunne her liste op, hvorfor Kolding er det bedste valg som hjemby for den jyske politiskole.

“Vores beliggenhed gør det nemt for eleverne at komme hertil fra både Jylland og Fyn. Samtidig kan de rimeligt hurtigt sættes ind i beredskabet i København. Så Kolding kan som en af de få byer leve op til politiets eget ønske om en central beliggenhed. Desuden har vi faciliteterne klar med auditorier, skydebaner og alt, hvad der er nødvendigt”, siger Søren Rasmussen.

Men også placeringen i selve byen er vigtig. I Kolding er der næsten 10.000 studerende, og her skal politiskolen ligge i campusområdet, fem minutters gang fra banegården.

“Vi sikrer, at det er attraktivt for unge at blive optaget på uddannelsen, når den placeres i Kolding. Det er afgørende, når vi skal rekruttere kommende politibetjente. Det tætte samarbejde mellem vores uddannelsesinstitutioner vil helt sikkert også komme politiskolen til gavn”, siger Christian Haugk.

Det bliver op til folketinget at afgøre, hvor politiskolen placeres.