FC Fredericia lignede ikke det hold, der havde ekspederet AaB ud af DBU Pokalen for et par uger siden, da de fredag aften besejrede Nykøbing FC.

Er der grund til bekymring? Nej, egentlig ikke. Det var meget naturligt, at FC Fredericia ikke spillede på samme niveau, som mod AaB. En af de helt store profiler fra den kamp, Anders Holvad, sad over mod Nykøbing og netop Holvad har været en gennemgående faktor for Fredericia i foråret.

Samtidig var der, uanset om nogen vil påstå man tager en kamp af gangen, formentlig et fokus på onsdagens pokalbrag mod Silkeborg. Det er historisk for FC Fredericia på mange måder, og den kamp vil ingen glippe. Derfor var der formentlig noget mentalt i at undgå at blive skadet op til sådan en kamp, og samtidig har den også været i baghovedet på andre måder. Særligt når modstanderne “bare” var Nykøbing Falster.

Kønt blev det ikke mod Nykøbing. Til gengæld kan cheftræner Jesper Sørensen hæfte sig ved, at han fik givet debut til Erik Nissen, som gjorde en fornuftig figur. Værd at notere sig var også, at angriberen Kenan Hajdarevic kom på måltavlen for første gang siden han kom til klubben tilbage i januar.

Nu kan fokus rettes mod det alle går og snakke om. Der er en eufori omkring fodbolden i Fredericia som aldrig før. Over 2.000 billetter er solgt i forsalg. Faktisk er der gået lidt Aarhus over den. Forstået på den måde, at når man snakker med folk på gaden er det lige før, at der vil være en skuffelse, hvis det FC Fredericia ikke lykkedes med at komme i pokalfinalen.

Husk nu at nyde det så længe det varer. Det er altså ikke givet, at FC Fredericia for tredje gang i denne sæson sender et Superliga-hold tomhændet fra Monjasa Park og laver en af de største sensationer i dansk pokalfodbolds historie.

-PVA-