I går og fortsat i dag fyldes specielt Facebook med nyheden om at flere kommuner debatterer trafiklys ved fodgængerovergang med henblik på at kønsneutralisere symbolerne.

Jeg var selv i tvivl om det var den 1.april i går, da jeg læste nyheden om, at man i København, Aarhus og Odense ville debattere, hvordan fodgængerlys skulle se ud. Specielt i København er man begyndt at skifte nogle ud med symboler med kjoler på, men er det så differentiering nok?

Lige siden jeg kan huske, har jeg stået foran en rød mand og ventet på, at signalet skulle skifte til til grøn mand. Ærligt talt, så har jeg aldrig spekuleret, filosoferet eller haft nogle problemer, som når manden, så lyser grønt, så går man over vejen”. Senere i skoletiden blev det bare til, at man så efter farven, det var faktisk først, da jeg flyttede til Fredericia, at jeg bemærkede et fodgængerlys igen.

Debatten handler om at nuancere billedet, så det ikke kun er mænd, der er repræsenteret, men mændene har været afbilledet uden problemer længe og den kendte sætning, “rød mand stå, grøn mand gå” er implementeret i både sange og kampagner, der har lært os at begå os i fodgængerfeltet uden problemer. Jeg ser det på ingen måde, som krænkende, men jeg er selvfølgelig også en mand. På den anden side, ville jeg heller ikke have noget som helst problem med at alle lys var kvinder, men det løser vel ikke debatten at bare skifte det med det modsatte køn.

Afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen fortæller til Berlinske.dk, at de har oplevet flere færdselskampagner beskyldt for krænkelse. Da vejdirektoratet lavede kampagnen “hold til Højre”, oplevede de flere opringninger fra folk,, der følte sig krænkede.

“Vi havde ikke regnet med at få opringninger fra folk, som følte sig trådt på, fordi de var højre-venstre-blinde og følte, at vi gjorde grin med dem”.

Carsten Loland, som er grafisk designer på reklamebureauet Reputation, fortæller også til Berlinske.dk, hvad formålet med et piktogram er:

“Det primære er ikke, om man krænker nogen – et piktograms fornemste opgave er, at det kan aflæses hurtigst muligt af flest muligt”.

Landsoldaten

Landsoldater
Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Jeg husker en dag, hvor jeg stod foran fodgængerfeltet ved Axeltorv og mine øjne fangede lyssignalet. Jeg gned mine øjne en ekstra gang og måtte sande, at det var en landsoldat, der skiftede mellem rød og grøn og viste, hvornår man kunne går over i sikkerhed.

Det synes, jeg er genialt, at man kan bruge byens historie på en kreativ måde. Det er en super anledning til at få en snak om fæstningsbyen, når man som jeg, i Børnehaveklassen stod og ventede med en pædagog eller klassekammerat ved min side.

Men tilbage til debatten om køn, Landsoldaten ville jo så heller ikke holde stik, da han er en mand, og i følge argumenterne ville vise en skævvridning i køn og det faktum, at en kvinde også kan være soldat.

Men personligt synes jeg, det er den vej, man skal gå; at bruge byers vartegn og historie som symboler, hvis man endeligt skulle ændre noget. For man kunne, hvis denne krænkelseskultur skulle opildnes spørge til, er det i orden over for scooterne og el-cyklerne, at der er vist en almindelig cykel på de signaler, der er på cykelstierne.

Hvad med Fredericia?

Steen Wrist Ørts er formand for By- og Planudvalget, ham ringer vi til for at høre, om det også er en diskussion, der tages i Fredericia.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

“Det er i hvert tilfælde ikke noget, som jeg har tænkt mig at tage på dagsordenen, vi har jo noget helt andet, vi har en Landsoldat. Han ser nu engang ud, som han ser ud. Hvis der er politikere i andre byråd, der har tid til at diskutere det, det forstår jeg ikke. Det virker som om, at man har taget det sidste ledige standpunkt i samfundet for at komme i pressen. Skulle der komme nogen og putte det på dagsordenen i Fredericia, så ville jeg stemme i mod, vi har en Landsoldat, vi er stolte af”, siger Steen Wrist.

Skulle det lykkedes i København, Aarhus eller Odense så lyder det som om at en ændring af signalerne i Fredericia ikke lige står for døren.

http://bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her