Mobilen er en fast følgesvend, når beboerne i Region Syddanmark kører bil, viser en undersøgelse fra Codan. Her svarer 38 procent, at de tjekker deres mobil, mens de kører. Og ikke nok med, at det er farligt at fjerne opmærksomheden fra trafikken for at kigge på skærmen. Efter at en ny lov trådte i kraft 10. september, kan de mange syddanske mobilbrugere også risikere at få et klip i kørekortet.

Sidste år døde 171 mennesker i trafikken. Det viser tal fra Vejdirektoratet. Og cirka hver tredje trafikulykke skyldes uopmærksomhed. Det har fået politikerne på Christiansborg til at stramme lovgivningen på området, så det fra 10. september i år nu koster en bøde på 1.500 kroner, en udbetaling på 500 kroner til Offerfonden og et klip i kørekortet, hvis man for eksempel bruger mobiltelefon, tablet eller GPS håndholdt under bilkørsel.

Den nye lovgivning kan vise sig at være særligt relevant for mere end hver tredje beboer i Region Syddanmark, kan man læse i en undersøgelse fra forsikringsselskabet Codan. I undersøgelsen har man spurgt ind til beboerne i Region Syddanmarks kørevaner – og her svarer hele 38 procent, at de en gang imellem, ofte eller altid tjekker deres mobil, når de kører bil. Det er til trods for, at 85 procent mener, at det under ingen omstændigheder er i orden at tjekke mobilen, mens man kører.

Ifølge Mette Heering Pontoppidan, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Codan, viser undersøgelsen, at det er nødvendigt fortsat at sætte fokus på, hvor farligt det kan være at bruge sin mobil, mens man kører:

”Her er der tilsyneladende langt fra holdning til handling. De fleste af os ved godt, at vi ikke skal tjekke mobilen, når vi kører bil, og vi synes ikke, at det er i orden, at andre gør det. Men der er mange, som gør det alligevel en gang imellem. Forhåbentlig vil den nye lovgivning påvirke danskernes adfærd i den rigtige retning, men det er også vigtigt, at vi bliver ved med at tale med hinanden om vores ansvar i trafikken, og hvor galt det kan gå, hvis vi er uopmærksomme. Også selvom vi er alene på vejen eller holder for rødt.”

Mere end hver fjerde beboer i Region Syddanmark har mobilen lige ved hånden under kørsel

Mange af os er efterhånden blevet så vant til at tjekke GPS’en, så snart vi skal uden for lokalområdet, at vi har svært ved at undvære den lille hjælper. Det udelukker loven heldigvis heller ikke. Vi må fortsat gerne benytte os af en mobiltelefon eller GPS – dog kun så længe den er placeret i en fastmonteret holder eller kan styres via en stemmekommando.

Det skal særligt 12 procent af beboerne i Region Syddanmark være opmærksomme på. I Codans undersøgelse svarer de nemlig, at de bruger mobilen til navigation, mens de kører, selvom den ikke sidder i en holder. Desuden svarer 28 procent af beboerne i Region Syddanmark også, at de generelt altid har mobilen liggende tæt på sig i bilen, frem for at have den placeret i et handskerum eller i en holder.

”Det bedste er enten at lægge mobilen helt væk eller placere den i en fastmonteret holder. Og har man sat den i en holder, er det en god idé at aktivere den ’forstyr ikke under kørsel’-funktion, mange telefoner har. Så bliver man ikke distraheret, hvis der kommer et opkald eller en SMS. Blot et splitsekunds uopmærksomhed kan i sidste ende resultere i noget meget værre end et knust sidespejl eller en bule i bildøren”, siger Mette Heering Pontoppidan.

Det siger loven om håndholdt mobiltelefon

Færdselslovens §55a siger:

”Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdt teleudstyr og andre håndholdtekommunikationsapparater”.

Det betyder, at du for at bruge mobilen under kørsel skal bruge den helt håndfrit, dvs. uden at røre den, fx med stemmestyring, eller at den skal være anbragt i en fastmonteret holder. I sidstnævnte tilfælde må du gerne trykke på display eller knapper.

Husk, at også når du bruger mobilen lovligt, skal du altid at være opmærksom og vise hensyn til andre i trafikken.

Gode råd til brug af mobilen i trafikken

  • Sæt mobilen i en fastmonteret holder
  • Brug gerne en stemmekommando på mobilen, så du ikke behøver trykke på displayet
  • Aktivér gerne mobilens ’forstyr ikke under kørsel’-funktion eller en lignende funktion,når du kører, så du ikke bliver distraheret
  • Indstil din GPS, inden du starter bilen
  • Hold ind til siden, hvis du har behov for at tjekke en vigtig besked

Nøgletal fra undersøgelsen (Region Syddanmark):

• Tjekker du nogensinde din mobil, mens du kører bil?o Nej, aldrig (58%)

o Ja, en sjælden gang imellem (35%)
o Ja, ofte (3%)
o Ja, stort set hver gang, jeg kører (0%)o Ved ikke (3%)

• Synes du, at det er OK at tjekke mobilen, mens man kører bil?
o Nej, under ingen omstændigheder (85%)
o Ja, i sjældne tilfælde, hvis jeg f.eks. venter for rødt eller er helt alene på vejen (11%)o Ja, for det meste, hvis bare man også kigger på trafikken (1%)
o Ved ikke (2%)

• Hvor er din mobil typisk placeret, når du kører bil?
o I en holder, så jeg kan se skærmen hele tiden (13%)
o Tæt på mig, så jeg kan nå den, hvis det bliver nødvendigt (28%)
o Gemt helt væk (fx i handskerummet i en taske eller lignende) (54%)o Ved ikke (6%)

• Bruger du din mobil til navigation, når du kører bil?
o Ja, og den sidder i en holder (26%)
o Ja, men den sidder ikke i en holder (12%)
o Nej (60%)
o Ved ikke (2%)

http://bit.ly/rosalecture