Livet synes til tider at indbyde til øjeblikke, hvor ALT går op i en højere enhed. Jeg står tilbage med denne fornemmelse efter en rejse til Færøerne.

Solen åbner en lyskegle fra himlen mod jorden og oplyser fjeldet på modsatte side, filmisk, mens stille dråber lander blidt på bilens ruder. Det er tidlig morgen i Tórshavn, og vi har besluttet at køre mod nord på øen Streymoy. Det er som om at hele verden er åben, og alt er ubeskriveligt smukt. Faktisk behøver vi ikke engang køre mod besluttede destinationer, for at opleve eventyr, nej, der synes at være magi overalt. 

Tilbage til begyndelsen

Vi er på bryllupsrejse, med udgangspunkt i det kronjyske hvorfra vi i båd bevæger os over Atlanterhavet, mod Færøerne. Rejsen starter lørdag eftermiddag, og kl. 05 mandag morgen når vi Tórshavn. Inden afgang, og i ugen op til, bliver vi mødt af forundrede blikke, idet flere i vores nærhed allerede har tænkt, at Atlanterhavet sjældent indbyder til blide søfart.

Mandag kl 06 kører vi af borde. Sejlturen var alletiders, og fornemmelsen af at der er ro på tidskontoen, bekræftes implicit, ved fravalg af luftfart. Det er mørkt, men små lys snoet fint om huse i Tórshavn, indbyder allerede ved det første korte møde til en bevidsthed om, at dette sted i verden er helt ganske særligt. 

Vi bliver imødekommet af en ung færing, da vi om morgenen vælger at droppe forbi hotellet, vi senere skal bo på. “Kom bare ind” byder han, og inviterer tilmed på morgenmad. Herefter starter dagens roadtrip. 

Fjeldene står majestætiske på den ene side af kystvejen, alt imens Atlanterhavet med kraft og krigerisk mod slår sine bølger toppet med hvidt skum, mod den stenede kyst. Luften er ren, og det er skønt at praktisere åndedrætsfokus i fornemmelsen af klar luft. Fra toppen af fjeldene løber vandfald i alle retninger. Jeg drømte om, at se bare eet, men indenfor den første time passerede vi mere end 30 strømme. Vi er med det samme dybt inspirerede af dette formidable landskab, som overalt overvælder os. 

Hverdagen passerede tydeligvis forbi os, mens får kigger forbløffet op fra rabatten, eller spæner på deres pindetynde ben op ad de vildeste fjeld-hældninger. Det virker som om de gumler løs dagen lang på al planteføde de kan finde, og den er der nok af, for Færøerne er GRØN, og de uldede basser spiser konstant.  Første stop på vores tur er vandfaldet “Fossa”, hvor vandet siges at løbe i modsat retning. Altså, fuldstændig ligeglad med tyngdelovens beslutninger. På samme tid hvor vi stater den gående ekskursion, åbner himlen sig og der er vand overalt. Det er nu meget fedt, og med smil på læben og frihed i kalenderen, er selv den vildeste regnbyge fascinerende. Den med, at vandfaldet løber i modsat retning, forsøgte vi ihærdigt at få øje på. Men, al vand syntes at strømme ned; dog kan det væsentlige sagtens være usynligt for øjet 😉 

Mellem nogle af Færøernes ialt 18 øer findes tunneller. Derudover kan man sejle med mindre færger eller flyve helikopter mellem øerne. Små bygder lyser op som farvepaletter langs kysten ved indsejlingerne, og de hjemmegående kigger nysgerrigt, men med stille blikke gennem ruderne for at se, hvem som kommer på besøg. Dette er ikke blot en kausalitet omhandlende det færøske gemyt, vi oplevede det, bla. da vi sejlede til Nolsoy og Sandoy.  På havet foregår stadig fiskeri fra mindre både, dette minder mig om flittighed. Derudover oplever jeg, at langsom tid virker som et smukt opgør med verdens ellers til tider overladede tilstande af, at skulle skynde sig.

På Færøerne traver rolige skridt afsted, og opgaverne som er, deles mellem flere, så alle har lidt at se til.   Vi når til Gjógv, hvor Poul sidder i sin uldsweater med krystalmønster forenden af den sti, som inviterer til det smukkeste kig udover hav og fjelde. Vi stopper og hilser, og Poul fortæller med fattet stemme, om sine mange år på havet og om sin familie, mens hans øjne kigger blødt, som læste han sin livshistorie op, fra en ærlig nedskrevet fortælling. Vi lytter og smiler, og deler vores spørgsmål om Færøerne, med Poul. Igen føler vi os imødekommet på særligste vis. 

Kunst, kultur, natur og tænksomhed synes at høre Færøerne til. På Steinprint i Tórshavn, et sten-trykkeri vi besøger af flere omgange, fortæller Magnus og Louise om de mange kunstnere fra hele verden som har besøgt trykkeriet, og i løbet af deres tid på trykkeriet skabt værker som hædrer denne det gamle håndværk, og samtidig får traditionen til at leve videre.  Vi nød fire hele dage på Færøerne og besøgte byer, bygder og naturområder. Vi sejlede, vandrede, delte oplevelser, nød stille tid og al slags vejr. Vejret på Færøerne ændrer sig iøvrigt, på få minutter. 17 af øerne er beboet, og befolkningstallet er ca. 50.844. Færøerne er en delvis selvstyrende del af Rigsfællesskabet. 

Jeg føler mig ovenud heldig med denne rejse, og det samme gør Tim. Fire hele dage på Færøerne har sat spor i vores sind. 

Torsdag aften er vi igen på båden tilbage mod Danmark. Bølgerne er høje, folket smiler og griner; stadig på rejse. Atlanterhavet er unådigt, men sikker i sin sag om, at naturens kræfter er ufornægtelige stærke. Vores bryllupsrejse er på flere måder gemt i hjertet, ligesom kærligheden til livet, til Tim og til alle de eventyr, som verden synes at indbyde til.

Annonce