Vi netværker alle på livet løs både privat og i forbindelse med vores jobs. Netværk har igennem en årrække være det ”nye sorte” – man har taget det til sig og i dag betragtes netværk eller ”networking” som det kaldes i nogle kredse for at være en kompetence på lige fod med at kunne regne og stave. Studier viser at omkring 65-70% af alle jobs i dag bliver besat via netværk! Tankevækkende…

Gad vide om billedet er det samme, når man taler om indgåelse af forretningsaftaler, kontrakter og ordrer? Svaret er kort og præcist: ”Ja”! Hvorfor er det så sådan? Det er fordi, vi alle gerne vil handle og omgive os med mennesker, som vi kan li’ og som kan li’ os – vi har skabt en god relation og veneration, og i den forbindelse går det ”at handle med hinanden i gang”

Som iværksætter er det også vigtigt at mestre netværksdisciplinen – i den forbindelse tog Business Fredericia i 2017 initiativ til etablering af et netværk primært for iværksættere. Iværksætterne mødes typisk til månedlige møder, hvor forskellige emner diskuteres og belyses – desuden kommunikeres der løbende i netværket i en Facebookgruppe – her berøres stort og småt. Grunden til at netværk er specielt vigtigt for nystartede iværksættere er, at de typisk føler sig lidt ”Palle alene i verden” efter at have taget springet ud i en ny verden.

Som netværkende iværksætter gælder det om at være på forkant og få sået frø i god tid, for man kan ikke høste før, man har sået. Se dit netværk som en værktøjskasse, herigennem skaber du gode loyale ambassadører for dig og din virksomhed. Men du kan ikke kun forvente at få…, du skal være klar til at give – du skal bygge din sag op! Ellers risikerer du, at du får ”underskud” på din netværkskonto. Og netværk er ikke ”øje for øje” – folk skal hjælpe dig af lyst ikke af pligt.

Overvejelser du bør gøre dig for at få succes med din networking:

  • Vær forberedt – tænk; hvad vil du have ud af netværket / netværksmødet
  • Hav altid visitkort på hånden
  • Vær åben og optimistisk – positiv indstilling
  • Tænk: ”alle mennesker kan bringe dig nærmere din næste kunde”
  • Hjælp andre – det kommer tifold igen
  • Målret dit netværk
  • Alle vil give en kop kaffe – bed om et møde
  • Sæt dig selv i spil og vær forberedt (du er sælger)
  • Mød til tiden
  • Du er, hvad du gør
  • Vær opmærksom på at et netværk kan have en begrænset levetid

Så kære du, op på hesten og ta’ ansvar for dit netværk – din næste kunde venter lige om hjørnet 😊

En oplagt mulighed for at netværk og skabe nye relationer, er til vores kommende Erhvervstræf 7000 den 15. maj, hvor vi netop skaber rammen for, at virksomheder mødes.

Business Fredericias forskellige netværk

I Business Fredericia som også er et stort erhvervsnetværk drives en række netværk, som er mere specifikke; iværksætternetværk primært for iværksættere; Leadership Fredericia som er et direktørnetværk; Bestyrelsesnetværk hvor der fokuseres på at blive et endnu mere værdiskabende bestyrelsesmedlem; Eksportnetværk for virksomheder der ønsker at styrke vækstpotentialet uden for Danmark. I pipeline er et mellemledernetværk, hvor fokus vil blive at skabe bedre rammer og få værktøjer til at navigere i ”mellemlaget”; desuden vil vi forsøge at skabe et netværk for områdets webshops – vi mener det ville kunne give god værdi at få skabt et forum til erfaringsudveksling og videre udvikling af de enkelte webshops.

Samfundet er i konstant forandring – vi er on-line 24-7. Aldrig før har mødet mellem mennesker været mere vigtigt, så prioriter dit netværk.