Jeg husker hende tydeligt, hun var folkeskolelærer, lille af statur med en mørk page. Hendes hjem lugtede altid af krydret mad og deres hjem lignede et rigtig kunstner hjem. Hun var politisk aktiv og sad i byrådet i Vejle for SF. Hun var velsignet med et kreativt sind og en rummelighed for det der stak udover normen. Hendes dør stod altid åben for os, selvom hendes mand ikke altid delte samme begejstring.
Vi var unge og søgte spændingen, det startede med slagsmål til halballer, siden blev det til enkelte biltyverier og indbrud. Men noget som vi virkeligt fandt fællesskabet i var at ryge hash, først til festlige lejligheder fordi at det var sejt og spændende, til sidst fordi hashen gav en ro i hovedet, kunne få en til at glemme svigt, sorg og alt det andet som ikke var rart at tænke på.

Dengang købte vi vores hash hos hardcore junkier, dengang hang de ud i Danmarksgade bag banegården. Vi hang nogen gange ud med dem og røg vores hash, men vi søgte altid mod folkeskolelærerens hus, de fleste som blev hængende i Danmarksgade er døde i dag. Det var trygt og godt og selvom at hun ikke var begejstret for at vi røg hash i hendes hus, så kendte hun godt alternativet og jeg tror at på det grundlag afholdte hende fra at smide os ud. Vi blev dog smidt ud i ny og næ og det var også ganske forståeligt. Men hun forbarmede sig altid over os og tog os ind igen. Det var den slags hjem hvor man altid bare gik ind uden at banke på.

Man mødte hende ofte i værelset ved siden af hoveddøren, i gang med hendes store lidenskab, at male. Jeg gik dengang altid i grønjakke, den betød at man var erklæret racist, det var jeg egentligt ikke, men den betød også noget andet for os, nemlig fællesskab. Den lille kvinde udfordrede altid mine holdninger, særligt de politiske og samfundsmæssige. Det provokerede mig voldsomt at hun ikke var til at bringe ud af fatning. Altid sød, veltalende og utroligt afbalanceret. Efter lidt politisk debat, gik jeg derefter altid op på førstesalen, til hendes søn som også var min bedste ven. Han var dengang lidt af en ballademager, men altid med hjertet på rette sted. Han var også meget kreativ og var en dygtig tegner og generelt dygtig med hans hænder. Han havde boet i København og med derfra havde han taget hiphopkulturen med sig. Dengang hørte vi vinylplader med Run Dmc, Ice-T, NWA og Ice Cube. Jeg så dengang meget op til ham netop fordi at han var helt sin egen. I dag ser jeg det som en af de vigtigste egenskaber, at være sig selv og turde at stå ved det. vi har i dag alle sammen så pisse travlt med at passe ind i de rigtige kasser.

Min bror var kort tid forinden død af en overdosis på et behandlingshjem, jeg havde kort efter skiftet til min femte skole. Jeg var dybt i sorg, skoletræt og jeg var efterhånden også ved at have opbygget en vis tilknytningsforstyrrelse i forhold til nye relationer. Jeg endte dog i samme klasse som ham, jeg mener at vi kun gik fire eller fem i klassen, på noget vi i dag vil kalde for en produktionsskole. Efter skole hang vi altid ud på en trappe i gågaden ved siden af grillbaren Miniteriet, trappen blev kaldt taber trappen. Det var også tiden hvor jeg fik mit første job, som bybud og fejedreng hos bager PA i skyttehusgade. CD’erne var lige kommet på markedet, så jeg brugte altid noget af min løn på to CD’er, jeg kan endda huske de første jeg købte. Rockers By Choice Opråb til det danske folk. Queen Greatest hits og Metallicas The Black album, resten af pengene blev skudt af i butikken Rocker Duck i Vestergade. Men Han og hans familie åbnede deres dør for mig og deres hjem blev mit fristed i alt mit kaos. Selvom at jeg boede på bydelen Uhrhøj, så brugte jeg alt min fritid på Nørremarken. Det er her at alle de rare minder fra min ungdom er blevet skabt, det er her at vi gik i ungdomsklub om aftenen, så Beverly Hills 90210 på tv’et i fællesstuen med pædagogerne eller hang ud i baren og drak en sodavand. Det var også her at jeg mødte min første rigtige kæreste og det var her at jeg også var forsanger i et band.

Jeg har meget at takke bydelen Nørremarken i Vejle for og særligt skolelærerens hjem og gæstfrihed. Jeg kan i dag godt ærgre mig over, at det mørke i mig langsomt men sikkert overtog. Det trak mig væk fra bydelen, ungdomsklubben og vennerne. Kort tid efter modtog jeg min første fængselsdom.

Det kan lyde en smule dysfunktionelt, men i det hus har jeg de bedste minder fra min ungdom. Det hus har uden tvivl reddet mit og andres liv på den lange bane. Den åbne dør og rummeligheden. Folkeskolelæren døde desværre alt for tidligt, jeg er ikke sikker men jeg tror ikke at hun nåede at blive halvtreds år før end kræften gjorde en ende på hendes liv. Jeg tænker ofte på hende, hun havde virkeligt fortjent et langt og godt liv og jeg ville have elsket at sidde med hende i dag og udveksle holdninger.

Flere vil utvivlsomt kunne genkende dele af denne historie, men jeg har valgt ikke at nævne nogen navne, da jeg ikke ønsker at nogen skal føle sig udstillet. Det skal derimod ses som en hyldest til en udskældt bydel, til en ungdomsklub hvor unge har skabt minder for livet, til en skolelærer som lukkede os ind og lod hendes hjem være vores. Men sidst men ikke mindst, en ven i verdensklasse.

Leave a Reply