Den delvise genåbning er trådt i kraft med et øget forsamlingsloft til 25 personer ved udendørsidræt. Vi har besøgt Fredericia Eliteidræt, der har haft prøvetræninger forud for næste skoleår og Fredericia Padel Federación, som igen kunne samles. 

Det var som at se, når køerne bliver lukket ud på græsset igen efter at have været indenfor om vinteren. På kunstgræsbanen i Madsby var der fyldt op indenfor de gældende Covid-19 restriktioner, og på den ene banehalvdel foregik der noget helt særligt. Optagelsen til næste skoleårs talentklasser er igang på fodbolddelen, og de skal blandt andet vurderes af FC Fredericia, der er inde over

I alt er der 53, der har søgt ind i talentklasserne på Ullerup Bæk Skolen, afd. Nørre Allé og på ungdomsuddannelserne har 25 søgt ind.

– De skal vurderes af et sportsligt udvalg og deres idræts specialforbund. Så får de den bedste vurdering, siger Fredericia Eliteidræts chef, Keld Vestergaard.

Kunstgræsbanen i Madsby benyttes igen. Både klubber og Fredericia Eliteidræt har benyttet banen i denne uge. (Foto: AVISEN)

Fredericia Eliteidræt har som så mange andre idrætsinteressanter været ramt af nedlukningen. Dels har atleterne ikke kunnet gennemføre deres to ugentlige morgentræninger, og dels er Keld Vestergaards opgave til næste skoleår blevet anderledes. Han har set videoer med ridning, gymnastik og dans, og det giver et andet vurderingsgrundlag end normalt.

– Triathlon og svømning havde været forudseende og lavede det i december, hvorimod fodbold og håndbold har været udfordret. Vi har været heldige med, at fodbold kunne komme ud i den her uge, og vi håber, at vi kan få lavet noget med håndbold. Det er vi i dialog med FHK om, siger Keld Vestergaard.

Keld Vestergaard glæder sig over, at efter et år, hvor idrætten har stået stille i en del af tiden, har fået mange ansøgningerne til Fredericia Eliteidræt. De mange ansøgere skal alle til en samtale, hvor en træner, forældre, Fredericia Eliteidræt, en lærer og talentet selv deltager.

– På den måde lærer vi vedkommende bedre at kende, og man kan stille spørgsmål og vi kan få motivationen for, at man vil være en del af Fredericia Eliteidræt. En svømmer har eksempelvis sagt til mig, at vedkommende drømmer om at komme til OL og blive en del af at godt miljø, siger Keld Vestergaard.

I løbet af marts får ansøgerne til Fredericia Eliteidræts talentklasser på Ullerup Bæk Skolen, afd. Nørre Allé svar, og dem, der har søgt på ungdomsuddannelser, får svar efter påske.

Svært at være organiseret under nedlukning

Fredericia Padel Federación blev stiftet sidste sommer af en flok fredericianere, der alle havde spillet padel forskellige steder. Efter opførslen af padelbanerne ved Fredericia Idrætscenter har de holdt til der, og har oplevet, at mange medlemmer er kommet til siden. Den fremadstormende sport har gjort sit indtog i Fredericia, men med især forsamlingsloftet på fem personer havde de svære kår.

Det liv, som Fredericia Padel Federación vil have, med klubliv, hvor man ser hinanden spille, hygger sig før og efter træning, blev besværliggjort. 

– Det med vi ikke har kunnet komme og kigge på hinanden spille har været skidt. Det er hyggen, der skal drive det for os, og det har været svært under nedlukningen, konstaterer klubbens formand, Daniel Kvist.

Der var gang i den på padelbanerne ved Fredericia Idrætscenter tirsdag og torsdag aften. (Foto: AVISEN)

Klublivet er ved at komme igen. Med et hævet forsamlingsloft til 25 personer er ideologien bag Fredericia Padel Federcatión ved at komme tilbage.

– Flere af os er tidligere fodboldspillere, hvor vi har haft et klubliv, og det vil vi gerne have her. Vi har måtte aflyse blandt andet vores julefrokost, og så må vi se, om vi kan holde noget til påske, hvis restriktionerne tillader det, siger Daniel Kvist.

Til gengæld kan Daniel Kvist glæde sig over, at han og klubbens medlemmer igen kan mødes flere på banerne ved Fredericia Idrætscenter, hvor de har svinget ketsjerne tirsdag og torsdag aften.

Forbund glæder sig

Med den delvise genåbning kan man igen dyrke udendørs foreningsidræt, og det er der i Danmarks Idrætsforbund glæde over.

– Idrættens fællesskaber bidrager med fysisk og mental sundhed, og derfor er det utrolig vigtigt, at der nu kommer en delvis genåbning af udendørsidrætten. Jeg er især glad for, at vi nu kan tilbyde et fællesskab til en del af de børn, som ikke har mulighed for at komme i skole, siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen

Han kvitterer for, at regeringen til sidst endda valgte at hæve forsamlingsforbuddet med yderligere fem personer i forhold til ekspertgruppens anbefaling på 20 personer, da det gør det nemmere for de frivillige kræfter at organisere aktiviteterne og giver flere mulighed for at mødes i foreningerne.

– Vi havde ønsket, at der også kom en åbning for især de børn og unge, som dyrker indendørsidræt, for det er slet ikke alle indendørsidrætter, som kan rykke udenfor – og slet ikke på denne årstid. Det er fastlagt, at der nu skal regnes på indendørs idræt, og vi er allerede i gang med at levere tal til de relevante ministerier. Mit håb er, at indendørsidrætten også snart følger efter, for det vil gavne den fysisk og mentale trivsel, som er stærkt udfordret i øjeblikket, siger Morten Mølholm Hansen.

Fodboldklubber er igang igen

Kunstgræsbanen i Madsby mandag aften. (Foto: Fredericia fF)

På årets første forårsdag var der igen liv på banerne i Madsby. Omkring 80 spillere var mødt op efter en coronanedlukningen, og som de første var det U13-afdelingen, der indtog kunstgræsbanen klokken 17:00, og de kom ind på banen, der var klargjort efter alle gældende retningslinjer med Max 15 personer i hver gruppe, og også U14-årgangen kom igang i mandags.

– Vi håber, at dette er startskuddet til mere normale tider med træning og kampe og masser af aktivitet i Madsby. Coronaen ligger stadig og lurer om hjørnet, så der er det vigtigt, at vi alle hjælper hinanden med at overholde alle retningslinjer, så vi fortsat kan holde aktiviteterne åben, oplyser Fredericia fF på deres hjemmeside.

I Bramdrupdam er fodbolden også kommet igang igen, og forsamlingsloftet på 25 har ikke ramt dem, oplyser klubbens Jyllandsserie-træner Thomas Lunderskov.

– Vi håber, at dette er startskuddet til mere normale tider med træning og kampe og masser af aktivitet i Madsby. Coronaen ligger stadig og lurer om hjørnet, så der er det vigtigt, at vi alle hjælper hinanden med at overholde alle retningslinjer, så vi fortsat kan holde aktiviteterne åben, siger Lunderskov til LigaBold.dk.

Organisation kigger på forskellige scenarier 

Med de nye restriktioner kan der ikke sættes gang i 11-mandsturneringerne pga. corona-situationen, men DBU Jylland arbejder med en plan i forhold til at få afviklet 11-mands turneringsfodbold i foråret.

– Jeg har bestemt et håb om, at det reelt kan lade sig gøre at afvikle 11-mands turneringskampe i nær fremtid. Så man kan sige, at vi sover med støvlerne på og er klar til at trykke på turneringsknappen, så snart det bliver muligt, siger turneringschef Ole Frandsen.

Der er naturligvis meget mere detaljerede opgaver og planer forbundet med scenarierne, men den grafiske model beskriver det i store linjer således fra Plan A til Plan D:

Grafik: DBU Jylland

PLAN A – Såfremt forsamlingsforbud hæves tilstrækkeligt i perioden 6. april til 11. april

  • Turneringen gennemføres som planlagt.
  • DBU Jylland genplacerer udsatte kampe på bestemte datoer med mulighed for at annullere (uden point/bøde).
  • JM-kampe for ungdom udgår. Sidste frist for afvikling af kampe i ungdom bliver 27/6,
  • Frist for afvikling af seniorkampe bliver 20/6. Herefter playoffkampe.

PLAN B – Såfremt forsamlingsforbud på 25 hæves tilstrækkeligt i perioden 12. april til 2. maj• Rækker med 8 hold/14 kampe spiller kun 7 kampe.

  • Rækker med 6 hold/10 kampe  gennemføres som planlagt.
  • Rækker med ombrydning gennemføres som planlagt.
  • JM-kampe og playoffkampe udgår.
  • Sidste frist for afvikling af kampe bliver 27/6 i alle rækker.

PLAN C – Såfremt forsamlingsforbud på 25 hæves tilstrækkeligt i perioden 3. maj til 16. maj• Rækker med 8 hold/14 kampe spiller kun 7 kampe.

  • Rækker med 6 hold/10 kampe spiller kun 5 kampe.
  • Rækker med ombrydning afvikler kun turneringen inden ombrydningen.
  • JM-kampe og playoffkampe udgår.
  • Sidste frist for afvikling af kampe bliver 27/6 i alle rækker.

PLAN D – Såfremt forsamlingsforbud på 25 hæves tilstrækkeligt i perioden 17. maj til 27. juni

  • DBU Jylland vil i dette tilfælde komme med en udmelding omkring mulighederne senest den 3. maj.
0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer