Forside FHK Klassiske FHK-dyder kom frem, men der er ét problem

Klassiske FHK-dyder kom frem, men der er ét problem

DEL
Fredericia Håndboldklub - HEI. 5.september, 2018. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia Håndboldklub tog skeen i den anden hånd i anden halvleg mod Frederikshavn, som blev besejret i lørdags, men et problem med FHKs sammensætning af truppen blev samtidig udstillet.

FHK lignede ikke sig selv i de første 25 minutter mod Frederikshavn. Jimmi Andersen var en af de få, der spillede op til, hvad man kan forvente. En timeout i slutningen af første halvleg satte gang i FHK, der kom med en helt anden attitude og en “no nonsens”-mentalitet, som kendetegner de dyder, som FHK altid har været kendt for.

Fra anden halvlegs start kom der en energi fra en helt anden verden også. Hele bænken var oppe at markere sig og der blev jublet over hver tackling, som var en sejr i sig selv. Det er dyder som disse, der skal frem på dage, hvor spillet ikke er velpoleret og kønt, og det var derfor rigtig godt at se, at alle tog skeen i den anden hånd og arbejdede en sejr hjem.

Én ting blev dog udstillet kampen igennem. FHKs sammensætning af truppen. Det blev tydeligt, at der virkelig mangler en stregspiller med sydlige kompetencer angrebsmæssigt. Når et hold, som Frederikshavn, dækker ultraoffensivt, giver det meget plads i bagrummet, men i løbet af kampen scorede FHK kun én gang fra stregen, da Rasmus Meyer fik bolden i nettet.

Samtidig var Jimmi Elmgaard syg, og derfor fik Meyer størstedelen af spilletiden selv på stregen. Da Meyer skulle have luft på bænken i anden halvleg, blev Kristian Stoklund sat ind på stregen. Ganske vist var der en idé i det, da det så ville give en boldspillende spiller på stregpositionen, men udover det, er Stoklund ikke stregspiller. Der var ikke suppleret op med at tage en af de unge med fra 2. divisionsholdet, hvor Kasper Haudrum tidligere i sæsonen ellers har fået enkelte spilleminutter.

I de to foregående sæsoner har FHK haft tilknyttet tre stregspillere til 1. divisionstruppen, og det er ikke tilfældet i år, og det skaber et problem, når en situation som den med Elmgaard opstår. Der er ikke hentet nogen erstatning ind for Kasper “Foder” Nielsen, hvor svaret fra FHK-ledelsen var, at man ville satse på klubbens egne talenter. Det er dog ikke holdbart at stå tilbage med Rasmus Meyer og en fra 2. divisionsholdet, hvis uheldet er ude med Elmgaard, og FHK bør derfor kigge sig om efter en ekstra stregspiller.

Vandrørerne siger også, at der forhandles med en ny stregspiller, dog først med henblik på at tiltræde til næste sæson. Det drejer sig om den tidligere FHK-spiller Rasmus Jensen, der pt. spiller i Bjerringbro-Silkeborg, men som mest får spilletid i forsvaret og samtidig kan spare kilometer på landevejen ved at skifte til FKH, idet han bor i Vinding.

Fakta er dog, at FHK her og nu står med et problem på stregen på to parameter. Det er ikke holdbart med Meyer og en fra 2. divisionsholdet, hvis Elmgaard er ude, og samtidig er FHK generelt set ikke målfarlige nok fra stregpositionen angrebsmæssigt.

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce