Fredag står Kristian Kirkegaard for første gang i en officielle kamp overfor FC Fredericia siden sit skifte til Vejle Boldklub. Efter skiftet har der været fans fra fredericianerne, der har været ude med riven efter Kirkegaard om at skifte til en rival, og det forstår hovedpersonen godt selv, selvom han har en forhistorie i netop VB.

Efter et brag af en sæson lå det i kortene, at Kristian Kirkegaard skulle skydes af i dette transfervindue. Kirkegaard scorede i sidste sæson 14 mål i 32 kampe i NordicBet Ligaen på trods af, at han ikke er angriber, men primært spiller offensiv midtbane eller kant.

Tidligt i transfervinduet nåede FC Fredericia og Vejle Boldklub til enighed om en handel med Kristian Kirkegaard, og det sendte en sum penge til Fredericia, samt angriberen Adam Jakobsen. Nu skal Kirkegaard for første gang tilbage på Monjasa Park i en officiel kamp for et andet hold end FC Fredericia.

– Det er lidt specielt, da det er flere af mine gode venner, men når kampen er i gang, er det ikke noget jeg tænker over. Jeg har altid ville vinde over dem til træning og det vil jeg også til kamp, så jeg kommer til at gå til den, siger Kirkegaard.

I forbindelse med skiftet til Vejle har Kirkegaard oplevet flere omvæltninger. En af dem er et mere internationalt omklædningsrum med en del forskellige nationaliteter.

– Der bliver talt lidt mere engelsk, da der er flere udlændinge på holdet, men jeg er faldet godt til og det er nogle gode gutter, konstaterer Kristian Kirkegaard.

Mens Kirkegaard føler sig vel modtaget i Vejle, gik det ikke ubemærket hen, at han skiftede Fredericia-trøjen ud med en VB-trøje. I Fredericia synges der ofte “Alle hader Vejle”, og derfor virkede skiftet forkert for fansene.

– Jeg kan godt forstå dem, der siger det er et forbudt skifte, da det er to klubber, der har lidt rivalisering, men sådan er det ikke for mig. Det er et skridt videre i min karriere, siger Kirkegaard, der som ungdomsspiller tørnede ud for Vejle og derfor ser det som et skifte “hjem”:

– Jeg er oprindeligt Vejle-dreng, og derfor er jeg også rigtig stolt af at være på klubbens førstehold nu. Jeg har altid drømt at spille på Vejle Stadion siden jeg var lille, så derfor er det naturligt for mig nu at spille der.

Det var forventet, at Kristian Kirkegaard ville tage et skridt op ligamæssigt, når han ville forlade FC Fredericia. Flere Superliga-klubber var angiveligt interesseret i ham, men valget faldt på Vejle.

– Skiftet passede godt ind i min karriereplan, og selvom vi nu er i 1. division, så lægger vi ikke skjul på, at ambitionen er, at vi skal i Superligaen, konstaterer Kirkegaard.

Glæder sig til mange tilskuere

Mens Vejle cruiser afsted fra start i denne sæson, er det gået noget anderledes for FC Fredericia, der stadig har sæsonens første sejr til gode. Det får dog ikke Kirkegaard til at spå en walkover for Vejle.

– Selvom Fredericia ikke har fået en god pointmæssig start, så bliver det ikke en nem kamp. De har et godt hold, og når relationerne først er der, er jeg sikker på, det vil komme til at gå dem godt, men jeg håber ikke, at det vender mod os, fortæller han.

Én ting er dog sikkert. Der forventes en masse tilskuere på Monjasa Park.

– Det bliver fedt. Jeg forventer, at der kommer mange Vejle-fans til Fredericia, og jeg er også sikker på, at der kommer en del fra Fredericia på stadion til sådan et lokalopgør. Så det er noget jeg glæder mig til, slutter Kristian Kirkegaard.

Der er kampstart mellem FC Fredericia og Vejle fredag klokken 18:30.