Forside Fredericia Kinolli-brødrene har fået pizza ind fra barnsben

Kinolli-brødrene har fået pizza ind fra barnsben

DEL
Fredericia Pizza & Kebab
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

På Devantiersvej 5 ligger Fredericia Pizza & Kebab. Stedet ejes af brødrene Erlind og Armend Kinolli, der har fået pizzabranchen ind fra barnsben.

Det er en stille og rolig mandag middag, da Fredericia AVISEN er et smut forbi Fredericia Pizza & Kebab. Pizzariet holder lukket om mandagen, men døren er åben for os, da vi kommer forbi for at mødes med Erlind og Armend, der vil fortælle om deres Nutellapizza.

For 3,5 år siden overtog brødrene Fredericia Pizza & Kebab, og siden er det kun gået en vej – fremad.

”Vi har fået rigtig mange kunder siden vi overtog. Vi er rigtig aktive på Facebook, og det har gjort, at vi har fået en god kundemængde,” siger Erlind Kinolli, der sammen med sin bror Armend er vokset op med, at familien er i pizzabranchen:

Fredericia Pizza & Kebab
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

”Vores far har haft pizzaria i Fredericia. Han havde Bennis overfor Den Gyldne Ovn, og han har desuden arbejdet for vores onkel, der havde et pizzaria, ” udtaler Erlind og fortsætter:

”Da jeg overtog, var jeg lige fyldt 20 år, og det var rigtig hårdt, fordi jeg ikke vidste, hvordan man gjorde. Jeg fik meget hjælp af min familie, særligt min far var der for os. Min far står her stadig, han laver tomatsauce, oksekød osv. efter gode opskrifter, som kun han kender.”

Fredericia Pizza & Kebab
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Pausesnak førte til nutellapizza

For 14 dage siden, på en helt almindelige arbejdsdag, opstod der en spontan idé hos Fredericia Pizza & Kebab. En nutellapizza blev føjet til menukortet.

Fredericia Pizza & Kebab
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

”Vi havde travl en lørdag aften, og så sad vi og holdt en lille pause omkring 21:30. Min bror, far og jeg sad og kiggede på telefonerne, som man nu gør med Facebook, Instagram osv. Så så lillebror en kage med nutella og sagde, at det så godt ud. Vi endte med at sige, at vi laver en nutellapizza. Dagen efter købte vi ingredienserne og lagde pizzaen op på Facebook, og har fået god respons på den,” forklarer Erlind.

Fredericia Pizza & Kebab
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Under vores besøg viser Fredericia Pizza & Kebab nutellapizzaen frem til os. Chefredaktør Andreas og jeg var skeptiske og tænkte at lade kulturjournalist Thomas spise størstedelen af den. Man kan få nutellapizzaen i to varianter, en med jordbær og en med banan. Resten af pizzaen består af et lag nutella smurt ud på pizzabunden, som bliver toppet med kokosmel. Efter den første bid er vi ikke længere skeptiske. Der er tale om et stykke pizza, der smager delikat og er overraskende friskt at spise, selvom nutella og pizza lyder som en mærkelig kombination, så er det bestemt ikke mærkeligt at få ind i munden, som vi slikker os om munden efter denne kulinariske madoplevelse.