Torben van den Brekel Kulmbak og Mikkel Normann har sammen skabt et mekka for udstyr til ketchersport, og i aftenens afsnit af Løvens Hule scorede de to forretningspartnere endnu en sejr med en investering på to millioner kroner og Jesper Buch og Jan Dal Lehrmann som nye medejere. Med den i baghånden går Zerv efter at skabe et europæisk ketcherimperium i løbet af de kommende år.

Serieinvestorerne Jesper Buch og Jan Dal Lehrmann lagde her til aften to millioner kroner for 20 procent af Zerv, der har gjort det til en særdeles god forretning at sælge udstyr til sportsgrene som badminton, tennis og padel. Zerv driver blandt andet badmintonshoppen.dk, tennisshoppen.dk og padelshoppen.com, hvorigennem Torben van den Brekel Kulmbak og Mikkel Normann siden 2010 har erobret en stor del af ketchersalget herhjemme. Derudover sælger Zerv ketchere og udstyr fra den fysiske butik Ketshop i Odense, og desuden driver makkerparret en svensk, tysk og en international webshop, der også er vokset markant.

Faktisk er Zerv den største online-spiller på ketchermarkedet i Danmark, og alene i 2020 voksede virksomheden mere end 100 procent. Zerv har godt 20 fuldtidsansatte plus næsten det dobbelte i løst tilknyttede medarbejdere, og sammen landede holdet sidste år en omsætning på den pæne side af 25 mio. kroner. Udviklingen, den dominerende position i Danmark og et markant stigende antal ordrer fra det meste af Europa fik i aftenens afsnit af Løvens Hule Jan Lehrmann og Jesper Buch til at investere to millioner kroner for 20 procent af virksomheden.

– Zerv er en super interessant iværksætterhistorie, der især er lykkedes på grund af et kæmpe produktudvalg og en kanon kundeservice. E-handelsvirksomheden er for ketchersporten, hvad nemlig er for dagligvarer. De har alt inden for badminton, tennis og padeltennis, og det har kunderne kvitteret for med en vækst på 100 procent i 2020. Især padel er en sportsgren, som vokser ekstremt hurtigt i Europa, og her ser vi et stort potentiale for yderligere vækst – også internationalt. Sammen med Mikkel og Torben glæder vi os til at få Zerv til at gro endnu mere i Danmark og udlandet, siger Jan Dal Lehrmann på vegne af investorduoen.

De to stiftere af ketchermekkaet har begge spillet badminton på eliteplan og har arbejdet sammen siden 2016, hvor Torben van den Brekel Kulmbak overtog den fysiske butik Ketshop i Odense, hvor Mikkel Normann var ansat. De to forretningspartnere blev formelt smedet sammen i 2018, hvor Mikkel overtog 40 procent af virksomheden.

– Vi har arbejdet dag og nat for at skabe en succes i et marked, der ikke har ret mange konkurrenter online. Ambitionen er sammen med Jan Dal Lehrmann og Jesper Buch at udbygge forretningen yderligere i Danmark, og vores mål er at fordoble salget i 2021. I løbet af de kommende år går vi efter at skabe et europæisk ketcherimperium, og den opgave kræver eksterne kræfter på holdet. Derfor er vi super glade for, at det blev Jesper og Jan, der fremover skal hjælpe os med at indfri ambitionerne, kommenterer Torben van den Brekel Kulmbak, CEO i Zerv.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer