Den kendte og historiske restaurant, Holms, i Middelfart lukker. Det meddeler indehaveren Iben Bjørholm på restaurantens Facebookside.

– Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at jeg har besluttet at lukke Holms Restaurant. Jeg overtog Holms i december 2019 og i marts 2020 blev vi lukket ned første gang pga. Covid-19. Efterfølgende har flere nedlukninger betydet lange perioder uden indtægter, skriver Iben Bjørholm.

Kassen er tom

– Sommeren og julefrokostsæsonen, hvor vi som branche opbygger en økonomisk buffer til de mindre travle måneder, var igen i 2021 præget af nedlukninger og restriktioner. Det har været stærkt svækkende for os økonomisk og kassen er nu tom, fortæller Bjørholm og tilføjer:

– Vi er i en branche, der lever af at yde god service og velsmagende madoplevelser. Vores mål er at levere den bedst mulige oplevelse for vores kunder. Hver eneste dag. Men den brutalt hårde konkurrence om kvalificeret arbejdskraft samt stigende lønninger har presset mig til at indse, at vi ikke pt. vil være i stand til at levere den standard vi ønsker. Sommeren står for døren og efterspørgslen på personale vil ikke forsvinde foreløbig. På baggrund af dette, ser jeg det derfor ikke længere muligt at drive Holms Restaurant videre.

Stor opbakning

– Vi har, siden vi startede, oplevet en stor opbakning og støtte fra både lokale virksomheder og gæster. Det er derfor også med stor ærgrelse og et trist sind, at jeg må tage afsked med en virksomhed, som jeg og mine fantastiske ansatte, sammen har brugt enorme ressourcer og energi på, skriver hun og slutter:

– Samfundet er nu åbnet op igen og der var ikke noget vi hellere ville, end at bare brage der ude af. Men når vi ikke kan skaffe personale, så nytter det desværre ingenting.