Morten Sabroe har efterhånden et langt forfatterskab bag sig. Og han har aldrig lagt skjul på, at han i dén grad bruger sig selv, når han skriver. Han gæster Fredericia den 11. september på Fredericia Bibliotek.

Som søn af cirkusrevydirektør og redaktør Povl Sabroe, også kendt under navnet Den Gyldenblonde, voksede Morten Sabroe op i privilegerede omgivelser i barndomshjemmet i Klampenborg. Her var både åbenhed og frihed i rigelige mængder, men de frie rammer og bohemelivet var ifølge Morten Sabroe slet ikke så eftertragtelsesværdigt, som man måske skulle tro.

Tværtimod følte han sig ofte overset som barn og det bar erindringsromanen ”Du som er i himlen” fra 2007 tydeligt præg af. Især et forsøg på at nå den uindtagelige mor på sygelejet den sidste tid.
I den efterfølgende roman ”Fader Vor” fra 2011 var det forholdet til den berømte far, Povl Sabroe, der blev omdrejningspunktet.

Morten Sabroe er oprindelig uddannet journalist, og også i sit journalistiske virke har han altid brugt sig selv. Hans navn er nærmest synonymt med den såkaldte gonzo-journalistik, der er kendetegnet ved, at journalisten sætter sig selv i centrum i sine artikler og reportager.

Seneste romanudspil er ”Love me do” og peger hen på hans livsledsager Do, som han har dannet par med igennem mange år. Vanen tro har Morten Sabroe skrevet en roman, som er stærkt selvbiografisk. Han fortæller om sit arbejde med romanen og neddyk i et langt livs forfatterskab.


Fakta om Morten Sabroe:

Født den 5. juni 1947.
Uddannet bygningssnedker i 1967 og journalist i 1971.
Debuterede i 1975 med digtsamlingen ”Retten til at blomstre”

Forfatter Morten Sabroe på Fredericia bibliotek

Billetter til foredraget koster 80 kr. via print-selv-billet eller ved henvendelse i Velkomstcentret.