Spar Nord får afdelingsdirektør for erhverv i Kolding og Fredericia. Det er den lokalkendte Søren Andersen, der skifter til Spar Nord. Med sig har han 30 års erfaring fra den finansielle verden, mest kendt som direktør for Danske Bank i Fredericia.

Spar Nord har hentet Søren Andersen som afdelingsdirektør for erhvervsafdelingerne i henholdsvis Spar Nord Kolding og Spar Nord Fredericia, der til dagligt beskæftiger 11 medarbejdere. Med sine mange års erfaring fra den finansielle verden og sit brede kundenetværk skal han fremover varetage driften og bidrage til at styrke Spar Nords markedsposition over for erhvervskunder i Kolding, Vejen, Fredericia, Middelfart og Sønderjylland.

Søren Andersen har tidligere været filialdirektør og stedfortrædende områdedirektør i Danske Bank. Her havde han ansvaret for at drive bankens markedsposition i og omkring Fredericiaområdet. Før det har han besiddet en række andre stillinger blandt andet som rådgivningscenterdirektør i Danske Bank Fredericia og salgsdirektør i Home, hvorfor han er kendt ansigt i branchen.

Tilbage til rødderne

“Jeg glæder mig til at være tilbage i Fredericia. Jeg skal se håndbold nu,” griner Søren Andersen, da Fredericia AVISEN fanger ham på telefonen.

“Jeg har ført en god dialog med Spar Nord, og jeg kender mange fra Nordjylland, hvor banken har sine rødder. Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. De synes, at jeg skulle bruge mit netværk lokalt, og det kunne vi da godt blive enige om. Det bliver godt at besøge de mange dygtige erhvervsfolk i området igen,” siger Søren Andersen.

Foruden en traditionel bankuddannelse har Søren Andersen en uddannelse fra Danske Bank Akademiet. Derfor kan han bidrage med en stærk lederprofil i arbejdet med at levere kompetent rådgivning til bankens erhvervskunder.

Privat bor Søren Andersen i Fredericia og er far til 4 børn. Fritiden bruges blandt andet på golf og at tilbringe tid med familien, ligesom han også er et aktivt medlem af Lillebælt Rotary Klub og ledernetværket Glade Chefer.

Søren Andersen tiltræder i dag og får forretningsmæssig reference til bankområders direktører.