Burde du også øve dig i, hvordan man giver rigtig undskyldning? Denne klumme indeholder 9 regler for, hvordan det ser ud. Læs dem alle sammen og se, hvor du selv falder i.

  1. En oprigtig undskyldning bliver ikke efterfulgt af et ”men”.
    Vi starter blødt ud her med den første. Vi har alle hørt nogen forsøge at undskylde, hvor de følger den op med en ”men”. Lad vær! Det gør din undskyldning falsk. Dit ”men” tjener kun til det formål at retfærdiggøre dine handlinger, og så udviser du ikke empati eller forståelse for den andens frustration eller smerte. Hold derfor øje med dine ”men’er”, og forsøg at tage dem ud af dit sprog.
  2. En oprigtig undskyldning holder fokus på dine handlinger og ikke på den andens følelser.
    Det her er en af de svære, og hvor jeg også selv kan falde i. Hvis jeg siger: ”Undskyld hvis du følte dig trådt på, da jeg rettede din fortælling til festen”, så er det altså ikke en undskyldning, for der er ingen ansvarstagen i den sætning. Nærmere tværtimod, så hentyder jeg næsten til, at den sårede faktisk er lidt oversensitiv, og at det var den oversensitivitet, der skulle være problemet, fremfor min opførsel. Så det kan næsten blive en fornærmelse oveni fornærmelsen. Den ville i stedet skulle omformuleres til: ”Undskyld at jeg rettede din fortælling til festen. Jeg ved, at det frustrerer dig, og der gik jeg over din grænse.”
  3. En sand undskyldning inkluderer et tilbud om erstatning eller restitution, der passer til situationen.
    Denne her siger måske sig selv, men hvis jeg er en del af en arbejdsgruppe på min arbejdsplads, hvor der bliver sendt et notat ud til hele koncernen om vores fremragende indsats, men mit navn ved et uheld forglemmes mens de andres ikke gør, så undskylder man naturligvis som leder og eftersender en mail, hvor man forsøger at godtgøre situationen.
    Hvis jeg låner din cykel og mister den, så køber jeg naturligvis en ny cykel til dig.
  4. En god undskyldning overdrives ikke.
    Du kan faktisk også overdrive en undskyldning. Og det kan gøres på to måder. Den første er dét, som mange kvinder er kendt for, nærmest at undskylde for deres væren i livet. ”Undskyld, tog jeg den stol, du gerne ville sidde på?” eller ”ej undskyld at jeg taler så meget”. Det er næsten som om vi kvinder kan undskylde for at bruge den ilt, der er til rådighed i et rum. Men det er fordi kvinder fra barnsben har lært, at vi skal tænke på alle andre, før vi tænker på os selv. Så hvis du skal undskylde for at have glemt et returnere et fad, så skal du ikke undskylde som om, du havde kørt en kattekilling over.
    Den anden måde er mere alvorlig at begå. Det kan fx være en konflikt der udspiller sig mellem en mor og en datter, hvor datteren finder modet til at italesætte noget fra barndommen, og moren ender med at blive så selvmedlidende og så meget et offer, at datteren ender med at skulle trøste moren og tage sig af hendes følelser. Moren overtager simpelthen konflikten og kaprer de følelser, der oprindeligt var datterens. Pludselig skal datteren undskylde for, at hun har fået moren til at være ked af det, selvom udgangspunktet var et andet.
    Moralen i denne regel er, at hvis nogen finder modet til at konfrontere dig, så skal du ikke ”kapre” deres fortælling eller deres følelser.
  5. En oprigtig undskyldning pointerer ikke, hvem der er mere at bebrejde, eller hvem der startede konflikten.
    Her kan du sagtens have lyst til at gøre matematikken op, og sige at du selv kun er ansvarlig for 23% af konflikten, så hvorfor skal du lægge ud med at undskylde, når den anden burde eje sine 77%? Beklager, sådan fungerer det bare ikke! Sig undskyld for din del, uanset om den anden part erkender, at han eller hun burde gøre det samme. Du kan sagtens tage ejerskab for din egen opførsel, selvom den anden muligvis ikke kan.
  6. En oprigtig undskyldning kræver, at du gør dit bedste for at undgå, at repetere din opførsel eller handlinger.
    Det siger sig selv, at en undskyldning vil falde voldsomt i værdi, hvis du undskylder på en tirsdag, men gentager dine handlinger igen om fredagen. Lær af dine fejltrin, og forsøg, ikke at gentage dem igen og igen.
  7. En sand undskyldning bør ikke tjene det formål at dæmpe den anden part.
    Denne her ser jeg meget ofte, når jeg har par i min praksis med utroskab. ”Jeg har jo sagt undskyld. Hvor mange gange skal vi blive ved med at snakke om det?” Det siges implicit, at den anden skal komme videre. Desværre kan vi bare ikke bruge en undskyldning til noget, som har til det formål at gøre den anden tavs, da den så kommer til at fungerer som et forhandlingsværktøj – hvis jeg siger undskyld, så skal du også lade mig slippe. Et noget-for-noget princip. Og det er ikke oprigtighed.
  8. En oprigtig undskyldning skal ikke gives, hvis det er med det formål, at du skal få det bedre, hvis det risikerer at den sårede part, får det værre.
    For eksempel hvis I har slået op, og den anden helt tydeligt har fortalt dig, at du ikke skal kontakte ham eller hende igen. Så er du nødt til at respektere det ønske, og ikke sætte dit eget behov for at sige undskyld højere. Lad vedkommende være, for de vil ikke have rippet op i nogle dårlige minder selvom du føler dig angerfuld.
  9. En oprigtig undskyldning beder ikke om noget til gengæld – ikke engang at tilgive.
    Lad din undskyldning synke ind hos den sårede part. Det er ikke sikkert at de er klar til at tilgive i situationen, og så kan det virke overvældende, hvis de alligevel blive konfronteret med dit ønske om det. Giv den anden tid og acceptér, at tilgivelsen måske aldrig kommer.

Du kan læse mine 2 foregående klummer om ”undskyld” her https://dittewinkel.dk/gaven-ved-at-undskylde/ og https://dittewinkel.dk/hvorfor-en-daarlig-undskyldning-kan-vaere-vaerre-end-ingen-undskyldning/ . Ønsker du at læse mere om mig som sexolog og parterapeut, kan du med fordel tjekke min hjemmeside ud www.dittewinkel.dk . Du kan også altid sende mig en mail på kontakt@dittewinkel.dk , hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne uges klumme.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer