Byrådsmedlem, Karsten Byrgesen (løsgænger) besøgte mandag radioamatørerne Leif og Anders for at høre om deres drømme, planer og ideer for hobbyen, de lever og ånder for. Fra første øjesyn er det antenner og radioer, der fanger på Leif Lindy Hjørringgårds adresse. Passionen er ikke til at tage fejl af.

“Vi har utrolig mange interesseområder i Fredericia, et af dem som ikke bliver meget belyst, er radioamatører. Radioamatører er ildsjæle, der gennem en lang uddannelse og certificering hos staten får mulighed og tilladelse til at operere radioer. Det er vildt spændende, at man kan sidde i dagligstuen og tale med nogen på den anden side af jordkloden via radio. Det er fascinerende,” siger Byrådsmedlem Karsten Byrgesen og fortsætter:

“Da jeg gik i skole, kunne man gå på aftensskole, her lavede jeg en sender, hvor jeg lavede mit eget lille radioprogram i Aalborg, hvor vi spillede musik. Vi havde ingen mikrofon, så vi tog musikken direkte fra grammofonen og sendte den ud. Vi turde ikke sende mere end et minut ad gangen, fordi vi var bange for, at statens teletjeneste skulle komme efter os – og knalde os, som man sagde dengang, men vi leverede musik i stjernekvarteret i Aalborg, så jo jeg havde en lille røverbaggrund fra dengang,” griner Karsten.

Hvad med det politiske – hvad er din mission i dag? 

“Politisk er ønsket, at Leif og Anders med flere kan få lov at dyrke deres hobby, der indebærer, at de har radio, men i denne sammenhæng er det antennehøjden, der er problemstillingen. Den kan variere fra få meter og op til 15 meter, og det er det, som det drejer sig om. Vi skal skabe nogle forhold, så de borgere, der er radioamatører kan udøve den hobby, de dyrker,” lyder svaret fra lokalpolitikeren.

Hvad med antennehøjden – er det ikke problemet, som mange vil kommentere på?

“Jo, jeg tror, at det er problemstillingen, men jeg tror lige så meget, at det drejer sig om information, så alle ved, hvad der er. Så man ved, at det ikke er nogen, der aflytter en. Jeg tror, at meget handler om fordomme. Jeg besøger gutterne i dag med den store forhammer for at slå fordommene ned. Vi skal have det hele ned på jorden og finde af, hvad det drejer sig om. Det holder også grundlæggende færdigheder omkring elektronik ved lige, og i øvrigt er det noget, som andre i kommunen kan blive grebet af,” slutter Karsten Byrgesen. 

Lever og ånder for hobbyen – der kom et postkort fra den anden side af jorden

Med kaffen i kopperne og passionen i øjnene fortæller radioamatørernes formand Lindy Hjørringgaard og næstformand Anders Lind om, hvorfor de gerne vil have ret til at opsætte en radiomast, der kan så meget mere end de nuværende forhold. Samtidig vil de gøre alt for, at masten ikke skal genere – eksempelvis kan masten hejses til fuld højde, når den skal bruges og så sænkes igen, når den ikke er i brug.

“Jeg er radioamatør. Det har jeg været siden, jeg var 11 år gammel. Det startede med 27 Megahertz, men vi havde en lærer, der skulle undervise i fysik, og han kiggede på to af os knægte, og sagde: I skal besøge mig en dag. Det gjorde vi, og derefter blev jeg radioamatør. Det har jeg været, siden jeg blev 12 år,” indleder Leif og fortsætter:

“Radioen kan mange ting. Jeg kan tale med mennesker rundt omkring i verden. Jeg kan dyrke min hobby ved at bygge radioerne selv og få dem til at virke, så de kan kommunikere med verden. Jeg øver mig i konkurrencer, der foregår på radioen. Jeg forbedrer mit anlæg, og på baggrund af det kan vi nå længere ud i verden.”

Anders, din passion for radioen, hvordan opstod den?

“Jeg startede som Leif på 27 Megahertz og fik en licens som 16-årig. Siden har det været min store passion. Jeg startede på kortbølge, og det svinger lidt. I en lang periode var det meget dødt med langbølger, hvorfor jeg fik interessen for højere frekvenser,” svarer Anders Lind.

Hvad håber I at få ud af mødet med Karsten?

“Vi har behov for at kunne sætte en antennemast op, så vi kommer lidt op over husene, så vi kan række ud. Vi kan ikke “køre” ret langt i dag, fordi min antenne er i jordhøjde. Det håber vi, at vi kan få støtte til ved at tale med Karsten, men også at møde vores forvaltning i kommunen, så vi kan komme videre. Jeg synes, at mødet er gået godt i dag. Der er en positiv tilgang fra Karsten af, så nu må vi se om, vi kan få de andre medlemmer i tale,” fortæller Formanden.

Se, hvordan Leif og Anders arbejder med at bygge deres egne radioer

Podcast og et tryk på mobilen er et hit i dag – hvad er forskellen fra det I laver?

“Jeg kan også ringe fra min mobil til mennesker ude i verden, og det kan være fint nok, men det at få kontakten på den radio, jeg selv har bygget med mennesker på den anden side af jordkloden er stort. Det er noget helt andet end at tale med Moster Gerda,” fortæller Leif. Se hele interviewet med Leif og Anders her – og hør, hvor langt ud i verden de er nåede med deres radioer.

“I gamle dage udvekslede man et lille postkort som bevis på, at man havde haft kontakt, og man kunne godt løbe meget tilfreds rundt i huset, når dette skete,” fortæller Leif blandt andet.

Masten kan gøre en kæmpe forskel

“Der er to typer master. Den ene er kommet fra forsvaret, og dem har vi solgt til fordel for lokalafdeling. Dem har jeg nogle liggende af endnu. Det skal være disse eller en gittermast, der når op i 17 meter. Fra 7 til 17 meter. En gittermast kan skydes sammen. Den skulle være i min have. Den er lavet sådan, at jeg kan køre den ned, så jeg kan sætte nye antenner på, og så kører den op igen.”

Følg
Notikation om
guest
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Helle Hjørringgaard
Helle Hjørringgaard
4 måneder siden

Selvfølgelig skal radioamatørerne have lov til at sætte en mast op. Det har man lov til i mange andre kommuner, så forstår ikke hvorfor Fredericia kommune er så stejle.

Lau
Lau
4 måneder siden

Super fin artikel !
Jeg er iøvrigt meget enig med Helle Hjørringgaards synspunkter.

Kim
Kim
4 måneder siden

Godt at se en medmenneskelig person som ikke kun tænker politik og kasser Tak …
Flere af dem og mange ting i kommunerne ville se helt anderledes ud.

Knud Erik Pedersen
Knud Erik Pedersen
4 måneder siden

Interessant artikel. En radioamatør uden antenne, er lige som en lystfisker uden fiskestang; men som kun har sin fiskesnøre.

Jørgen Rømming
Jørgen Rømming
4 måneder siden

Der er desværre flere andre kommuner end Fredericia, der har samme holdning. I Næstved kommune var holdningen, at den ødelagde landskabet (jeg bor i landlige omgivelser uden for Næstved by) – hvad gør mobilmaster?
Efter mange års kamp fik jeg en mast,men der var ikke uden sværslag, og den blev så placeret mere synlig for naboer end mit første udkast.
Og jeg er aktiv radioamatør med licens siden 1983 og rigtig aktiv siden 1991.
Jeg gad godt se den kommune, der nægtede en fodboldklub en udendørs bane til at spille bold på – sikket en shitstorm, kommunen kunne komme ud i.

Lars Juel Hansen OZ1FUS
Lars Juel Hansen OZ1FUS
4 måneder siden

Fin artikel med fine videoer. Meget oplysende. Lad os håbe at det lykkedes med antennetilladelser i Fredericia. Det at være radioamatør og bygge elektronik er også for unge mennesker; jeg startede selv som 13 årig…

Torben Brandstrup, OZ13JK.
Torben Brandstrup, OZ13JK.
4 måneder siden

En dejlig Artikel, og dejligt med en Politiker der tænker paa os Radioamatører. Jeg bor paa Amager, lidt Praleri kan man vel tillade sig, og jeg blev uddannet Radioamatør i 2016, og det er en dejlig Hobby, desværre findes Fænomenet med, at man ikke maa sætte Antenner op nogle forskellige Steder her paa Amager ogsaa. Jeg kender til To Stationer, som fik Besked paa, at de skulde fjerne Deres Antenner. Pudsigt nok, saa maa Naboer godt have Paraboler, Vejrstationer, Flagstænger, og Vejrhaner, som tilmed piber i Vinden, men naar Nabokonen opdager en Pind (Antenne.) SAA klager hun, og ned skal Antennerne, og de endte desværre ogsaa med at blive fjernet. Jeg benytter ogsaa det der hedder 27MHz, som er det man kan kalde for Folkets frieste Talerstol med 40 Kanaler, og jeg har det paa følgende Maade med 27MHz. Hvis man er ensom, saa køb en 27MHz Radio, hvis man ikke er ensom, saa køb en 27MHz Radio, for saa kan man faktisk risikere, at man hjælper et Medmenneske til ikke at være ensom. Denne Holdning gælder ogsaa for det med at være Radioamatør, der er blot den Forskel, at man skal have en Licens. For at afslutte med Radioens Sprog. 73, hygge hejsa herfra. Ærbødigst Torben Brandstrup. Radioamatør Kaldesignal: OZ13JK. 27MHz Kaldesignal: Klein.

Vagn Jensen
Vagn Jensen
4 måneder siden

Problemet ligger i at gældende lov & ret for hvem der må hvad, administreres forskelligt fra kommune til kommune.
De mange opsatte mobilmaster tjener almenvældet, de af kortbølgeamatører opsatte gittermaster og lign. tjener den enkelte.
Jeg synes det vil give mening ifald EDR som sådan udgiver en form for tryksag hvori omtales hensigten/årsagen til ansøgning om opsættelse af gittermast eller lign. beskriver vor hobby og udsender omtalte tryksag til diverse kommunale relevante myndigheder. Jeg har tidligere læst at amatører der har modtaget afslag på opsætning af gittermast hhv. opsætning af antenne i det hele taget, henviser til bl. a. ovenfor omtalte mobilmaster, lysanlæg på sportspladser osv. Igen der er forskel på hvad der tjener almenvældet og den enkelte. Mere reklame for vor hobby vil givetvis give bedre mulighed(er) for tilladelse(r) til opsætning af både gittermast og ant. i al almindelighed.
Med venlig hilsen
Vagn//OZ1OXQ erhvervet sendetilladelse som 16 årig i 1963.

Henrik Steen Rasmussen
Henrik Steen Rasmussen
4 måneder siden

Antenner bryder folk sig ikke om når de ikke har interessen for radio. Men, hvis man kalder antennen for et “Piet Hein sol ur”, så er det pludselig kunst og så er genstanden flot i stedet 😉 Begge dele er dog lige grimme, men hvis det kan betragtes som kunst, så ser folks åbenbart på en helt anden måde 🙂 Mvh, Henrik / OZ6YD (radioamatør på Nordfyn).

Vagn Jensen
Vagn Jensen
4 måneder siden

Hej Henrik//OZ6YD Så sandt – så sandt: Mht. hvad der er kunst/ikke kunst, hænger bedømmelsen måske sammen med hvorvidt man lefler for “kunst” eller ej.