Karsten Byrgesen: “Der må ikke skæres ned på varmehænder”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Løsgænger Karsten Byrgesen ser med alvor på, at kommunens økonomi er i balance, dog slår han fast overfor Fredericia AVISEN, at der ikke må skæres ned på de varme hænder.

Tidligere i dag blev årets budgetkatalog lagt online og vi har fanget løsgænger og Byrådsmedlem Karsten Byrgesen for at høre ham om oplægget, som koncerncheferne har udarbejdet.

“Vi har spurgt embedsværket, hvor de ser muligheder for at finde den økonomi, vi mangler. De kender om nogen Fredericia Kommunes økonomi, og jeg ser faktisk frem til at arbejde videre med oplægget nu politisk. Nu skal jeg tage stilling til, hvad jeg vil og ikke vil,” indleder Karsten Byrgesen og fortsætter:

“For at være helt ærlig, så noterer jeg mig, at der skal spares penge på personalesiden, og det er desværre en nødvendighed, når det hele skal hænge sammen. Jeg ser dog også, at der er en klar opfattelse af, at man kan klare sig for mindre, og alligevel nå det samme. Driften af vores kommune koster mere og mere, og der er mange heldigvis en stigning i antallet af børn. Det koster på samme måde, som det stigende antal ældre gør. Der er mange medborgere, der skal have pasning og pleje. Sådan er det. Det kan vi ikke ændre på.”

Har Fredericia Kommune ikke penge nok så?

“Jo, det har vi, men budgettet skal som i det private husholdsningsbudget hænge sammen. Hvis vi bruger flere penge, bliver vi straffet af Regeringen, der naturligvis har sat et loft på vores forbrug. Det er jo sådan set fornuftigt. Jeg indrømmer dog gerne, at det altid er træls at sige farvel til mennesker, der har ydet en stor indsats for vores borgere og for kommunen, men det er 44 millioner, vi skal finde på nettolinjen, og det vil gøre ondt,” siger Byrgesen og roser Koncernledelsen:

“Jeg er glad for, at vi har styr på vores økonomi. Jeg er tryg, når jeg ser de ting, vi får fremlagt. Det vækker tillid, og jeg er glad for, at vi ikke skal spørge om det passer. Så kan vi koncentrere os om den politiske kamp og prioriteringerne. Det er vores ansvar nu at træffe beslutningerne. På lønsiden har vi haft et personalestop, men det har ikke været nok. Jeg havde ellers forventet, at vi med ændringen fra afdelinger til koncerner ikke skulle spare mere. Samtidig ved jeg, at der er lagt op til omskoling af personale, så vidt muligt, og er det ikke muligt, så er det grundlæggende ikke mere anderledes end i det civile erhvervsliv, hvor der foregår tilpasninger.”

Hvordan ser du det videre forløb?

“Jeg ser frem til nogle gode forhandlinger, og det at vi skal spare penge, det betyder ikke, at vi er fattige eller på rumpen. Vi har massevis af penge, men vi skal beslutte, hvordan vi vil bruge dem. Jeg vil da ikke holde mig tilbage, særligt på de punkter, der ramme kernevelfærden, vil jeg være obs på, at vi ikke rører ved. Der må ikke skæres ned i antallet af varme hænder. Nogle borgere er måske raske nok til, at det ikke kræver en fysisk tilstedeværelse, der er måske en løsning, hvor der kan ringes eller hjælpes elektronisk, men folk, der er plejekrævende skal ikke tale med en skærm,” slutter Karsten Byrgesen til Fredericia AVISEN.

https://www.f-i-c.dk/50-aars-jubilaeum