Der var flere stærke præstationer for FHK, da det søndag blev til 29-29 mod Ribe-Esbjerg, som var storfavoritter, men på et mål i sidst sekund fik FHK hentet uafgjort.

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (12 – Man of the Match): For anden hjemmekamp i træk er Tellerup Man of the Match. I første halvleg holdt han ene mand FHK inde i opgøret, da Ribe-Esbjerg var ved at trække fra, og i anden halvleg fortsatte han. Sluttede kampen med en redningsprocent på 38,71 % i åbent spil.

Jimmi Andersen (UB): Han kom ind i de sidste syv minutter og gjorde hvad han skulle Jimmi kom med et par ekstraordinære redninger, og gav x-factor i afslutningen, der i sidste ende gav point. Det er dog ikke nok spilletid til at få en karakter.

Martin Bisgaard (7):  Skarpheden er set bedre fra Bisgaard, der lavede tre mål på fem forsøg, men han var det meste af kampen driftsikker som han plejer at være.

Marcus Rahbek (UB): Var inde i fem minutters tid, da Bisgaard fik en udvisning og scorede et mål på et forsøg. Det er ikke nok til en karakter.

Rune Schrøder (4): I forhold til kampen mod Mors-Thy spillede Schrøder sig op, men det sigtekornet skal stadig indstilles lidt skarpere fra venstrebacken.

Rune Andersen (10): Han stemplede virkelig ind i sæsonen, efter at have været anonym i de to første kampe. Sendte flere gange sindssyge projektiler i mål. Endte med at lave fem mål på seks forsøg.

Anders Sell (UB): Kom ikke på banen.

Jesper Lindgren (10): Den bedste kamp i FHK-trøjen hidtil af Lindgren. Stod stærkt i forsvaret, hvor han flere gange parerede Ribe-Esbjergs skytter ud, og i kontrafasen var han også skarp og lavede to mål på to forsøg.

Kristian Stoklund (12): Efter en knap så dominerende målmæssig start på sæsonen stjal Stoklund ramtelyset mod Ribe-Esbjerg. Ti mål på tolv forsøg blev det til for playmakeren, der var meget direkte i sit spil og det klædte ham rigtig meget.

Victor Skillhammar (7):  Efter en sløj kamp på Mors var Skillhammar igen at finde på et højere niveau. Spillede lynhurtigt, og er god til at sælge sig selv dyrt, når det kræves.

Nikolaj Mehl (02): Han skal bidrage med rutine og ro, men det giver ikke meget ro, når han laver nul mål på fem forsøg. Mehl kunne samtidig ikke spille i det tempo, som holdkammeraterne ville, og kom flere gange til at se langsom ud angrebsmæssigt.

Jakob Mikkelsen (4): Ikke alt lykkedes for Mikkelsen, men han havde en iver for at gå på mål, og imodsætning til Mehl, lykkedes Mikkelsen med at kunne indgå i det hurtige spil.

Kasper Young (7): Spillet blev ikke lagt så meget an på Young, som det blev mod Mors-Thy. Til gengæld bidrog Young godt til spillet ved at gå ind i banen og tage skud ude bagfra.

Jakob Frederiksen (4): Spillede 20 minutters tid, og brændte et skud. Gjorde ellers det han skulle forsvarsmæssigt.

Rasmus Meyer (4): Anonym kamp angrebsmæssigt af Meyer, der til gengæld stod solidt i forsvaret.

Mathias Hedegaard (4): Hedegaard var ikke heldig angrebsmæssigt, men ligesom Meyer var han garant for fight i forsvaret.

https://pro-print.dk