Kasper Ypung blev man-of-the-match på sidste karakterbog efter kampen mod Odder. I går spillede han en flot kamp igen – men Rune Andersen tog alt rampelyset.

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
1 = Dumpet
2 = Den tilstrækkelige præstation, der lige nøjagtig er bestået
3 = Jævn god præstation
4 = God præstation
5 = Tæt på liganiveau
6 = Liganiveau

Karakterne er udelukkende et udtryk for journalistens egen holdning.

Jimmi Andersen (3): Startede ud helt uden redninger. Han havde meget svære arbejdsvilkår bag et noget hullet forsvar i kampens indledning. I anden halvleg får han bedre betingelser, og hiver flere redninger frem. Desuden har han en redning på straffekast – og et der bliver lobbet på overliggeren. Et stort 3-tal.

Christian Wetche (2): Efter en svær periode for Jimmi Andersen, fik Christian Wetche tid på banen. Han havde ligesom målmandskollegaen svære betingelser i målet. Forsvaret kom dog op i gear, og Christian Wetche fik bedre betingelser. Det bliver kun til en 2’er, da der var flere skud på stolperne, end på Wetche. En meget stor 2’er.

Jacob Kühne (2): Det er svært at bedømme Jakob Kühne, der ikke spillede meget. Der var ikke meget at arbejde med. Brænder et skud i en presset periode, men får også lagt en enkelt i kassen.

Marcus Rahbek (3): Fik en del tid på banen. Får ikke det store at arbejde med på fløjen. Har en enkelt scoring, men også en afbrænder fra midten mod et tomt mål.

Rune Andersen (6 – Man of the match): Uden Rune Andersen havde det set meget svært ud i hele kampen. Alt hvad Rune rørte ved blev til guld. Scorer 7 gange, men leverer udover det en række assists og fremragende forsvarsspil. Rigtig stor kamp af Rune Andersen.

Andreas Madsen (4): En af de gode kampe for Andreas Madsen. Han leverer det vi ved han kan. 2 scoringer, flot forsvar og flere assists blev det til for Madsen, der desværre måtte udgå med en skade i starten af anden halvleg.

Bjarke Nybo (UB): Kom ikke på banen.

Frederik Krarup (3): En jævn kamp af Frederik Krarup. Han var hverken virkelig god, eller virkelig dårlig. Laver en masse gode finter, men det blev kun til et enkelt mål.

Kasper Young (5): Efter to gange 6, må Sheriffen i denne omgang nøjes med en 5’er. Havde karakterbogen været lavet ud fra første halvleg, var det en klar 6’er, men en sløj anden halvleg trækker ned. Young netter 7 gange – 6 af dem i de første 30 minutter.

Jakob Frederiksen (3): Det blev til to scoringer for Jakob Frederiksen. Han brugte sine få chancer til mål, mere kan man ikke forvente.

Jimmi Elmgaard (4): En god kamp af forsvarsklippen Elmgaard. Efter en rodet start, kommer der styr på forsvaret. Udover en god præstation i forsvaret, får Elmgaard også scoret 3 mål.

Kasper “Foder” Nielsen (4): Efter jeg dumpede ham sidst, er Foder tilbage på det sædvanligt høje niveau. Sammen med Jimmi Elmgaard kom der styr på forsvaret – og det var her FHK vandt kampen. Foder fik sat 2 bolde i kassen.

Rasmus Meyer (UB): Kom ikke på banen.

Kristoffer Frank (UB): Så kun banen ganske kort. Desværre kan man sige – han leverede højt tempo og flotte afleveringer.