Da FHK mandag aften på hjemmebane slog rivalerne fra Kolding IF var der særligt to spillere der udmærkede sig. Dirigent Stoklund hamrede den ene bold i kassen efter den anden – og i målet havde Jimmi Gabriel Andersen rullet gardinet ned.

Se her den vikarierende Sportsredaktørs karakterer:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Kristoffer Jessen (7): Fin kamp af Jessen. Forsvaret stod bedre end det har gjort resten af sæsonen, og der kan Jessen godt tage en del af æren. Han får en udvisning for at ramme Norlyk i hovedet, men i ægte sportsmanship tog han den med det samme og gik ud.

Rasmus Thiemer-Jensen (7): Han er for alvor på vej tilbage. Energien lyser ud af ham, og defensivt er han virkelig klog. Han spiller ikke mange minutter endnu, men det bliver helt sikkert godt. Han løser 7-mod-6-situationen til perfektion.

Rasmus Meyer (7): Angrebsmæssigt brænder han den første, den skulle have været i kassen, men scorer den anden. Ellers kæmpede han flot. Hvis han føler sig snydt for et straffekast eller to, så kan jeg godt forstå det. Det ser lidt ærgerligt ud, når FHK bruger ham som skraldespand. Der var mange svære indspil, der aldrig blev til noget.

Jakob Mikkelsen (10): Det er måske lidt meget at give karakteren 10 til en spiller der laver 2 på 6, men de to han laver er af så afgørende karakter, at de holdt FHK inde i kampen. Lægger man dertil så hans fire noterede assists, så er karakteren på sin plads.

Kristian Olsen (UB): Han fik et par minutter på banen, og det gik ikke alt for godt. Han viste i Silkeborg prøver på sit høje niveau, men det lykkedes bare ikke i dag. Men når det er sagt, så var spilletiden så begrænset, at han ikke får en karakter.

Martin Bisgaard (02): To brændte afslutninger på ligeså mange forsøg. Der skal leveres fra fløjene, men det lykkedes ikke for Bisgaard.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Rune Schrøder (7): Laver fire mål, hvilket i sig selv berettiger til en god karakter. Han får dog smadret et par bolde langt forbi målet – og hans to assists bliver udlignet af de to tekniske fejl der også sniger sig ind.

Jakob Frederiksen (4): Ligesom hans fløjkollega skal der præsteres – især når det gælder allermest. Frederiksen laver to mål på fire forsøg. Den ende afbrænder er ok, det var en afslutning han skulle tage med armen oppe, men en skruebold der aldrig når længere end lige til keeperen er ikke godt nok. I den mest intense fase til sidst lader KIF ham gå, men denne brænder han også.

Mathias Hedegaard (10): Der står to mål på ligeså mange forsøg. Der står vilje, fight og smadre-lyst i ansigtet på Hedegaard, der bidrager helt enormt til stemningen på holdet. Han kæmper bravt, og det giver pote.

Jesper Lindgren (10): Forsvaret stod i det store hele som det skulle. Her har Jesper Lindgren en stor ære i det. Han er styrmanden, og det har taget noget til at spille ham ind i det centrale forsvar. Men hvis der bliver delt tæsk ud på denne måde hver gang, så skal FHK nok sætte en del flere point på kontoen.

Kristian Stoklund (12): Han blev Man-of-the-Match blandt publikum i hallen. Han laver 10 mål på 13 forsøg, hvilket er imponerende flot. Èn ting er at score 10 mål, det kræver i sig selv meget, men de tidspunkter Stoklund scorer på er afgørende. Det er når FHK er mest presset, at Stoklund viste sig frem fra sin bedste side.

Rune Andersen (7): Han laver to mål og en teknisk fejl. Det er fint for Rune Andersen, der har været ude med en skade de seneste uger. Et fornuftigt comeback, og han leverer på den rolle han har.

Marcus Rahbek (UB): Spillede ikke nok.

Nikolaj Mehl (10): Tre mål er i sig selv ikke nok til karakteren 10, men når man skal agere på næsten alle pladser, ja så vinder man respekt. I fraværet af Skillhammar har Mehl en rolle som andenviolin i midten – og med Young ude skal han her supplere Frederiksen på højre fløj. Han kvitterede endda med en scoring fra fløjen.

Emil Tellerup (02): Der var ikke meget der gik hans vej. Forsvaret stod fornuftigt, så der kan han ikke skyde skylden hen. Ender med to redninger på ti skud, men de to redninger var også skal-redninger, for paraderne lå som de skulle.

Jimmi Andersen (12 – Man of the Match): Jeg har læst flere steder, at FHK skal på udkig efter en ny keeper, men hvorfor det? Med imponerende 50%, ja du læste rigtigt HALVTREDS procent havde Kolding ikke en chance. I den ende af banen var der ingen tvivl om hvem der dominerede. Selv roser han forsvaret, der da også står godt – men han redder altså også frie kontra chancer, fløjspillere og et enkelt straffekast.

1 KOMMENTAR

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her