Bunden blev i dén grad nået, da FHK mandag aften tabte på udebane til Skanderborg. Kun enkelte spillere ramte et tilstrækkeligt niveau, og det afspejler karakterne fra opgøret.

37-25. Efter sådan et nederlag er der ikke meget positivt at skrive hjem om. Et par af de ting, der kan tages med videre var Mathias Hedegaards afslutning på kampen og Emil Tellerups vanvittige indledning.

Se her Sportsredaktørens karakterer:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (7 – Man of the Match): Wow for en indledning. Efter ti minutter var hans redningsprocent oppe at runde 85 % og det var ikke bare skud, hvor Tellerup blev “ramt.” Det var helt frie chancer, som han snuppede, heriblandt et straffekast. Faldt i niveau som kampen skred frem. Endte med en redningsprocent på 25 %.

Jimmi Andersen (4): Der skulle noget ekstraordinært til at redde skuddene, der kom ind mod FHK’s mål. Forsvaret var ikke-eksisterende, og det endte med at gå ud over Jimmi, der endte med at have tre redninger på 13 forsøg.

Martin Bisgaard (4): Ret anonym kamp fra venstrefløjen i forhold til hvor markant han plejer at være. Undervejs blev det til to mål på fire forsøg.

Marcus Rahbek (UB): Kom ikke på banen.

Rune Schrøder (02): Startede meget skidt ud, men som kampen skred frem blev niveauet lidt højere for Schrøder, der blev noteret for to mål, fire assists og fire tekniske fejl.

Rune Andersen (00): Intet fungerede for Rune A., der lavede nul mål på fem forsøg. Blandt chancerne var der flere store afbrændere, hvor han plejer at score med lethed.

Jesper Lindgren (02): Den dårligste kamp i FHK-trøjen af Lindgren. Forsvaret fungerede ikke, og det er hans hovedområde. Når FHK lukkede 37 mål ind, så har forsvarsstyrmand Lindgren selvsagt ikke gjort det prangende.

Anders Sell (UB): Kom ikke på banen.

Kristian Stoklund (4): Lavede ikke tekniske fejl som mange af de øvrige bagspillere, men til gengæld skød Stoklund ikke med skarpt i åbent spil. I åbent spil lavede playmakeren et mål på fem forsøg, men til gengæld scorede han på alle fire straffekast.

Victor Skillhammar (02): Svenskeren var ikke prangende i den tid han fik på banen. Spillet var meget usikkert, da han var inde og de to skud han endte med at sende af sted var ikke i nærheden af at gå ind.

Nikolaj Mehl (4): Anførerens rolle er at stabilisere spillet, men det lykkedes ikke til fulde. Undervejs blev det til tre mål på syv forsøg og to assists.

Jakob Mikkelsen (4): Ikke den bedste kamp af Mikkelsen. Startede skidt ud, men som kampen skred frem fik han godt gang i assistsspillet og fik lavet fem oplæg til holdkammeraterne.

Kasper Young (4): Meget svingende præstation af Young, der endte med at lave fire mål på syv forsøg. Brændte skud, som han ikke gør normalt, men scorede til gengæld også nogle elegante mål.

Jakob Frederiksen (4): Lagde anden halvleg ud med at score et drømmemål på Kristoffer Laursen. Han forsøgte at gentage kunststykket kort tid efter, men det lykkedes ikke.

Rasmus Meyer (4): Forsvaret hang ikke særlig godt sammen, men til gengæld fungerede stregspillet godt angrebsmæssigt, hvor det blev til tre mål på fire forsøg for Meyer.

Mathias Hedegaard (4): Lagde ud med at brænde, men endte med at lave fire mål på seks forsøg. Ligesom med Meyer så fungerede defensiven heller ikke med Hedegaard, så det trækker ned på en ellers fin angrebsmæssig præstation.

 https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her