FC Fredericias anfører og kulturbærer, Christian Ege Nielsen, stopper i klubben, som han skiftede til i sommeren 2012. Efter 310 kampe og 11 mål i FC Fredericia-trøjen er det nu slut, da Ege ønskede at få ophævet kontrakten i byen, hvor han har også har spillet fodbold i Fredericia fF.

Siden foråret 2022 har FC Fredericia været informeret omkring Christian Eges fremtidsplaner, men ud af til kommer det som lidt af et chok. Siden 2012 har Ege spillet i FC Fredericia, og som ungdomsspiller spillede han i Fredericia fF, inden turen gik til andre klubber. I 10. klasse startede han på Hessel Gods Fodboldkostskole, hvor han endte med at tilbringe fire år. 

I forbindelse med opholdet på skolen spillede han i Grenaa, som siden fusionerede med omkringliggende klubber og blev til FC Djursland, som rykkede op i 2. division med Christian Ege på holdet. I 2010 tilbød en af trænerne på Hessel Gods Fodboldkostskole, Lars Lundkvist, Ege en kontrakt i Brabrand, hvor Lundkvist var træner. Der spillede midtbanespilleren i to år inden skiftet til FC Fredericia i sommeren 2012. 

I første omgang kom han til prøvetræning i FC Fredericia, men han endte med ikke at blive tilbudt en kontrakt i første omgang. Ege endte dog med at blive i klubben og træne med, og det udmøntede sig alligevel til en kontrakt. Siden har det været ét langt ægteskab mellem FC Fredericia og Christian Ege Nielsen, der oprindeligt havde kontraktudløb i sommeren 2024.

– Han kom i foråret og fortalte om planerne. Vi havde gerne set ham fortsætte, men vi respekterer hans valg. Vi har vidst det i noget tid, og har derfor haft mulighed for at forberede os på det. Det er også derfor, vi har hentet spillere ind til midtbanen, siger direktør i FC Fredericia, Stig Pedersen.

Stig Pedersen lægger dog ikke skjul på, at det bliver specielt, da det ikke er, hvem som helst, der stopper i klubben.

– Det bliver vemodigt, men heldigvis bliver han boende i byen. Der findes ikke mange spillere som Ege i Danmark. I søndags var vi med til at tage afsked med Lasse Fosgaard i Lyngby, der også har spillet mange kampe for dem. Det er altid specielt, når det er en kulturbærer, der stopper hos os. Vi håber, at vi på et senere tidspunkt kan finde en ny rolle til ham i klubben, siger Stig Pedersen.

Når FC Fredericia starter træningen op igen, bliver det et specielt syn. Anføreren med nummer 20 er der ikke.

– Vi vil savne Christian. og det bliver specielt, at han ikke er til stede ved den kommende opstart.  Vi ønsker Christian alt godt, samt held og lykke med det næste kapitel i hans fodboldliv, slutter Stig Pedersen.

FC Fredericia oplyser, at Christian Ege Nielsen vil blive hædret på Monjasa Park til en af de første hjemmekampe i den kommende sæson i NordicBet Ligaen.