Corona i Skive-truppen har skabt en kaotisk optakt til opgøret mellem skibonitterne og FHK fredag aften.

Hvad er op og ned på coronasituationen i Skive-truppen? Det er ikke til at blive klog på. Skive Folkeblad har skrevet, at der er fem smittede i Skive-truppen, men det strider imod hvad skibonitterne selv har meldt ud på deres Facebook-side og hvad kilder AVISEN har talt med siger.

Skive har angiveligt allerede onsdag fået forsøgt at få udskudt opgøret ved at kontakte Dansk Håndbold Forbund. Det har dog ikke været muligt, da håndboldforbundet har krævet dokumentation for de smittetilfældene. Det kræver en positiv PCR-test før, at man er registreret smittet, og dermed er en selvtest eller en kviktest ikke nok. Kilder fortæller derfor til AVISEN, at Skive-truppen torsdag er blevet testet, og der afventer man testresultaterne.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Ifølge Skive-lejren har de ikke kunne træne som følge af smitten. I sidste uge blev Ribe-Esbjergs opgør mod TTH Holstebro aflyst, da Ribe-Esbjerg var blevet ramt af corona. Netop vestjyderne mødte Skive den 4. februar, og det formodes, at det netop er det opgør, som har bragt smitte ind i skibonitternes trup. Skives to efterfølgende kampe mod GOG den 9. februar og Mors-Thy den 13. februar er dog blevet gennemført.

Siden kampen mod Mors-Thy er smitten tilsyneladende taget til i Skive fH. Først skrev Skive Folkeblad, at kampen mod FHK næppe gennemføres, og siden har Skive meldt ud på deres Facebook-side, at de har smitte i truppen, men at endnu ikke er fem smittetilfælde, der er kravet for, at en kamp kan blive aflyst.

I FHK står man som kampafvikler, og skal have et stort sponsorarrangement i ADP Loungen før kampen med spisning. Direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, oplyser at klubben forbedrer sig på, at kampen gennemføres, selvom meldingerne fra Skive-lejren går på det modsatte.

adp-as.dk

FHK har tabt de seneste tre opgør, og da Skive ligger sidst i tabellen, vil det derfor være en kærkommen lejlighed til at komme tilbage på rette spor, og derfor vil FHK ud fra et sportsligt perspektiv være bedst stillet med, at kampen bliver afviklet. Efter opgøret mod Skive venter der hold rangeret længere oppe i tabellen i form af Bjerringbro-Silkeborg og TTH Holstebro, og derfor vil to point inden de to opgør lune i den fredericianske lejr.

Hvis kampen mellem FHK og Skive bliver udskudt, bliver det formentlig meldt ud fredag formiddag. Hvis ikke det er tilfældet, er der kampstart mellem de to hold i thansen ARENA fredag klokken 18:30.