Socialdemokratiet i Fredericia har bevist deres overlegne evne til at fastholde deres magt og indflydelse i byen. På trods af historiens værste skandaleår har partiet formået at slæbe sig selv over målstregen, forslået og med skrammer. Det har ellers set dystert ud.

Men genistregen kom fra gruppeformand Søren Larsen (A) der i december 2020 gik til den stille dreng i klassen, Steen Wrist (A), og overtalte ham til at overtage borgmesterposten. Der var ikke en opgave, hvis indhold nogen overhovedet kendte. For Socialdemokratiet var ved at brække midt over på grund af afsløringer og dårlig medieomtale af den afgående borgmester, Jacob Bjerregaard. Samtidig havde man ingen ide om, hvor det hele ville ende henne.

Wrist sagde efter betænkningstid ja til jobbet. Han gik, bogstavelig talt, ud og købte et nyt sæt tøj, og så satte han sig ellers stilfærdigt i hjørnet og ventede på overdragelsen af borgmesterkæden, der på dette tidspunkt først skulle komme i januar 2021. I denne periode var Wrist meget stille og uden den store begejstring. For hvad var det lige, han havde sagt ja til? Han, som i daglig tale blandt de fleste han drikker kaffe med bare er ”Steen”, stod foran et bjerg der skulle bestiges. Han skulle ikke bare være borgmester. Han skulle også være ham, der tog skraldet.

Den lidet flatterende opgave at skulle stå forrest i oprydningen foran hele Danmark, var ikke lige frem noget, der tiltrak den stille dreng i klassen. Men kammeraterne havde overtalt ham. For hver dag i december 2020 udviklede borgmestersagen sig dramatisk. Den allersidste dag i 2020 fik Steen Wrist besked om, at det altså var nu. Så han tog det nye jakkesæt på, og gik ind i byrådssalen, hvor to pressefolk og Søren Larsen (A) ventede.

Stemningen var anspændt. Wrist satte sig stilfærdigt på sin plads. I hans ansigt var malet et billede af uoverkommelighed, tvivl og ansvar. Man kunne i den meget stille sal høre, hvordan han trak vejret ind i et stort, dybt og uroligt suk. Da Bente Ankersen (A) endelig kom hen til ham for at give ham kæden på, virkede det nærmest som et anker, der blev smidt om halsen på ham. Man kunne læse i hans øjne, at han nok følte, han ikke havde fået den kæde på egen hånd.

Allerede dagen efter gik Steen Wrist i aktion. Den ubehagelige og fortvivlende opgave med at få undersøgt, redegjort og forklaret det umulige, var begyndt. Nådesløst bankede pressen og offentligheden på Fredericia Kommune, der blev bestormet med spørgsmål og anmodninger om aktindsigt. Hele rådhuset var i undtagelsestilstand. Da man tilmed fik hjemsendt kommunaldirektøren og pludselig måtte indsætte en midlertidig kommunaldirektør, var det kaotiske tilstande Steen Wrist mødte hver dag på arbejde.

Foto: AVISEN

Kulminationen kom den 12. marts 2021, hvor Steen Wrist stod i sideværelset til byrådssalen. Et stort presseopbud var samlet for at høre konklusionerne af advokatundersøgelsen. Wrist var nu tvunget til at gå ind på scenen og ligge ansigt og navn til uomtvisteligt dårlige sager. Fredericia var i dyb krise. Byens omdømme var på kort tid blevet skandaliseret. Han havde allieret sig med viceborgmester Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, og hun gik sammen med Wrist ind for at tage historiens største skrald om Fredericia.

Den 16. november 2021, sent om aftenen, dukkede Steen Wrist op på Tøjhuset i Fredericia, hvor valgarrangementet blev afholdt. Socialdemokratiet havde overlevet. Og han havde taget skraldet. Men nu var han blevet borgmester i egen ret, og ikke fordi kæden var blevet smidt om halsen på ham. Kendsgerningen var, at socialdemokraterne med Steen Wrist havde trukket en vaskeægte kanin op af hatten.

Det var lykkedes at sætte et nyt ansigt på plakaten, der havde visket skandalerne væk. Steen Wrists fremtoning og beskedne gemyt havde i den sidste ende overbevist vælgerne om, at han var den rette mand til jobbet.

Foran ham venter 4 års genopretning. Fredericias omdømme har lidt alvorlig skade. Samtidig er der udbredt skepsis omkring forvaltningen, der i den forrige valgperiode, har ageret skødesløst og skandaløst. Mange steder rundt omkring i kommunen er der behov for at sikre en ny kultur. Samarbejdet med erhvervslivet skal genetableres. Men Steen Wrist har nu muligheden for at skabe sin egen virkelighed som borgmester, og allerede på valgaftenen lagde han op til inddragelse og samarbejde. Selvom gruppeformand Søren Larsen (A) ikke ankom med en høj hat til Tøjhuset, så kunne man godt have spurgt ham, om han havde flere kaniner dernede.

1 KOMMENTAR

  1. Nu kan vi i skandalebyen Fredericia håbe på, at den stille dreng i klassen selv kan tage de nødvendige beslutninger om at få ryddet op i byen, så man som borger igen kan tage ud, uden at der bliver set på en, som om vi alle har taget af kassen, uden at han skal styres af den stærke dreng i klassen.
    Vi har som borger stadig ikke hørt, hvad der kom ud af oprydningen i Familieafdelingen og ikke mindst på Ungdomscentret, for der er ikke ryddet op, fordi chefen har trukket sig på grund af møgsager, der skal ske en betydelig opretning af tillid for borgerne i den afdeling, hvor arbejdsklimaet i den grad har været under alt kritik, hvilket de mange unge i Fredericia, som ikke har en uddannelse er et tydeligt bevis på, hvoraf nogle ligger i rendestenen og ikke kommer videre fra jobcenteret, fordi de aldrig har fået den rigtige hjælp. Der bør desuden ske en udskiftning af politikere i forbindelse med de børnefaglige undersøgelser, når der skal ske en tvangsfjernelse. Den går ikke længere, at man blot nikker til, hvad sagsbehandlerne skriver, for de har ofte været behæftet med alvorlige fejl ifølge advokaterne.
    De andre partier, som nu har fået en plads i Byrådet, bør vise omhu for, hvad der sker og ikke blot læne sig tilbage og nyde taburetten og de frynsegoder, der følger med, for borgerne i byen har vist jer tillid, og den må man leve op til, så Fredericia igen kan komme på ret køl efter mange års skandaler. Der bliver holdt øje med jer.

Skriv en kommentar