De to kandidater til repræsentantskabsvalget i TRE-FOR, Henning L. Troelsen og Evald Lauridsen, har taget sagen i egen hånd og sendt de stemmesedler, som deres parti SF har modtaget fra kommunale målere – og som er uddelte til de politiske partier i byrådet, retur til TRE-FOR. Det skete ved en lille happening torsdag eftermiddag på Fredericia Banegård.

– Det er jo som bekendt et meget udemokratisk valg, som foregår efter principper vi i Danmark skal tilbage i forrige århundrede, for at finde noget der ligner.
Helt tilbage til den gang, hvor man stemte efter høveder (køer). Jo flere – jo mere talte du.

– Sådan er det også i TRE-FOR, hvor nogen forbrugere – med mange målere – får tilsendt mange hundreder stemmesedler, som de så kan bruge efter forgodtbefindende.

– Fredericia kommune fik også tilsendt 455 stemmesedler, som de uddelte til de politiske partier der sidder i byrådet og på den måde fik vi også en lille stak stemmesedler.

– Vi har imidlertid besluttet at vi ikke vil deltage i den form for demokratisk snyd, så vi puttede i går stemmesedlerne – ubrugte – i to konvolutter, som vi så sendte tilbage til TRE-FOR, men en opfordring til at ændre de udemokratiske stemmeregler.

– Vi vil opfordre andre kandidater til at gøre det samme og stå frem.

– Vi håber selvsagt på at blive valgt alligevel og opfordrer forbrugerne til at stemme på nogle kandidater der vil ændre på dette, oplyser de to kandidater i en fælles pressemeddelelse.