Forside EP19 Kandidat er klar med ‘De 5 bud’

Kandidat er klar med ‘De 5 bud’

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Der er både Folketingsvalg og Europaparlamentsvalg i luften, og i Fredericia er der en kandidat der stiller op til begge valg. Navnet er Min Bror, der stiller op for partiet Liste Hest.

Liste Hest er et populært parti, der ved kommunalvalget scorede mange stemmer rundt om i landet, men det er første gang de stiller op til både Folketinget og Europaparlamentet.

På valgkampens første dag mødte Fredericia AVISEN den stærke kandidat, Min Bror, i valgkrydset ved Rådhuspladsen, og her lovede han at præsentere hans bud på fremtidens Danmark og Europa – og han har samlet dem alle under navnet ‘De 5 bud’.

Vi havde aftalt at mødes på Kurts Kaffebar, men Min Bror var travlt optaget da jeg ankom, han var i fuld gang med at udfordre Kanaldirektøren i et slag skak, en match som Min Bror vandt i sikker stil og med stor selvtillid.

“Vi skal i samme retning som Moses sagde det tilbage i tiden. Men for at gøre det nemmere for mine vælgere, har jeg med et vallak-spark slået tavlen i stykker, så det fremstår klarere og nemmere med fem bud”, forklarer Min Bror.

“Det er ikke det eneste jeg har gjort nemmere. Derfor stiller jeg op til Europaparlamentet med akkurat de samme bud. I kan regne med Min Bror som byens leder, landets leder eller Europas leder. Fælles for alle titler er, at jeg altid vil Fredericia det bedste”, fortsætter han.

Er der andre grunde til, at du stiller op til begge valg?

“Politik er et spil, og ligesom i spil, hvis man eksempelvis tager en tombola, har man større chance for at vinde et plysdyr med to lodder end med et”.

Hvorfor ser man ikke dine plakater rundt i byen?

“Plakater er til for de ansigter der ikke er kendt i forvejen. Alle kender Min Bror, og ved sidste valg blev 50% af mine valgplakater stjålet, fordi jeg er så populær. I år har jeg to plakater, en til Folketingsvalget og en til Europaparlamentsvalget”, siger Min Bror og fortsætter:

“Når nu de andre politikere taler så meget om naturen og vores miljø, skulle de så ikke til at følge mig og få et kendt ansigt der ikke behøver at hænge i lygtepælene for at blive valgt?”.

Hvordan går valgkampen indtil videre?

“Valgkamp? Der er ikke nogen valgkamp. Jeg har allerede vundet. Jeg var den første der mødte op i Valgkrydset, jeg har draget ud i Europa. Jeg kan kun sige én ting: Når stemmerne er talt op, vil resultatet være, V for Vallak”.

De fem bud

Min Bror har været sød indtil videre i samtalen, men pludselig begynder han at råbe på klingende Vendsysselsk. “SKAL DU BARE SIDDE OG SKRIVE PÅ DET TASTATUR? SKAL DU SLET IKKE HØRE MIN FEM BUD?!”, og selvfølgelig skal jeg høre de fem bud, det var hele meningen med kaffemødet, at jeg kunne høre om Liste Hest’s bud på fremtidens Danmark og Europa.

“Det første, og vigtigste, bud er Fredericia foran alle. Vi skal være i toppen af Superligaen, både når det kommer til sport og når det kommer til at passe på vores stolte by. Mit første og altoverskyggende bud er patruljering på Voldene og beskyttelse af byens vartegn, Vandtårnet”, fortæller Min Bror.

“Næste bud: Monjasa Park skal have en såkaldt saltvandsindsprøjtning. Vi skal bygge en GIGANTISK arena med international klang. Jeg foreslår, at vi kalder det ‘Le Monjasa Park’ og der skal være plads til mindst 30.000 tilskuere, og det skal kunne rumme store udendørs koncerter, når byens kopibands skal pudse andres materiale af”, fortsætter den stærke kandidat, inden han tager en bid af sin gulerod.

“Bud nummer tre er klart: Det kan være farligt, men det skal være farligt. Pyroteknik skal frigives til alle sportsgrene. Det er ligemeget om det er børn der løber stafet i skolen, eller om det er to personer der spiller dart, så skal der altid være mulighed for at fyre et romerlys af eller indhylle omgivelserne i farvet røg”, lyder det med en let smasken.

“Bud nummer fire: Vi skal finde en pengestærk mand i Fredericia, der kan hjælpe med korruption i UEFA. Vi har brug for, at når FC Fredericia vinder Superligaen, at Dynamo Kiev er i bowlen når der skal trækkes lod til Champions League. Det er en drøm jeg har haft siden jeg var en lille vallak og løb rundt på græsmarkerne i Vendsyssel, at et dansk hold skulle møde og slå Dynamo Kiev ud af turneringen. Det vil også være smukt, det ville skabe en uforglemmelig, fortryllende, varm og stærk aften for alle os fredericianere, der vil give genlyd ud i hele Europa, som jeg også snart vælges i”, fortsætter han.

“Sidste bud: Mere fred, og her mener jeg ikke fred ude i verden, jeg mener fred til fredericianerne, til at være dem selv. Så kan vi dagligt gå en tur til Taulov, og andre vigtige forstæder, og tilbage igen. Den nuværende kommunale sammensætning gør ikke meget i at rense skiltene i byen. På gåturene vil vi vaske skilte og samle affald. Jeg kan ikke sige det mere tydeligt: Jeg vil den her by mere end nogen anden. Jeg er lige så stabil og urokkelig som Landsoldaten, støbt i bronze. Jeg forventer, at blive valgt minimum til begge ting – og når jeg gør, kan jeg så ikke få en statue i guld?”, slutter Min Bror sine fem bud.

Der går få sekunder før Min Bror får hjerter i øjnene. I Danmark er der mange statsministerkandidater, og Min Bror kaster et nyt bud i spil:

“Jeg vil gerne pege på Frances O’Donnovan”, lyder det med en kærlig stemme. Jeg forklarede ham, at hun ikke stiller op, hvilket fik vallakken helt op i det røde felt, ja faktisk udvandrede han fra interviewet.

Kort efter kommer han tilbage, mere rolig, der tager han en håndfuld karameller op af lommen og siger “Det må blive Susanne, med efternavnet Eilersen”.

Min Bror har travlt, han skal til vælgermøde i Egum Rideklub og skal være der om tolv minutter, så han slår i galop og er ude af døren med den samme beslutningskraft som han er kendt for.

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/
DEL