Med forårets komme er frøene ved at blive lagt i de 500 plantekasser i Kanalbyen. På samme måde spirer bylivet i de hyggelige maritime omgivelser – og Kanalbyens mange aktører og projektkontoret FredericiaC har nu lagt de første frø til en lang og levende sommersæson med aktiviteter for alle.

”Det bliver en helt fantastisk sæson med alt fra visemusik til heavy-rock, kunst, kajakker og besøg af 600 unge arkitekter, der skal skabe nye installationer i Kanalbyen” fortæller chefkonsulent fra Kanalbyen Louise Bjerre og fortsætter: ”Som noget helt nyt har vi indført Havnedage hver tirsdag, hvor der så vil være ekstra mange aktiviteter”.

Havnedagene, som altså vil blive afholdt hver tirsdag fra kl. 16.30, byder blandt andet på åbne butikker i C-byen, kreative værksteder, fællesspisning i haverne, veteranbiltræf og parkour. Der vil også være rundvisning i Kanalbyen – her er tilmelding til Louise Bjerre på LBJ@fredericiac.dk nødvendig.

Kajakklubben padler ind i sæsonen med ny flydebro
På årets første Havnedag, tirsdag den 2. maj, padler Fredericia Kajakklub ind i den nye sæson fra klokken 18-20. Den helt nye rampe og flydebro i Gammel Havn vil blive manérligt indviet, når klubmedlemmerne inviterer på mundgodt og opvisning i kajakpolo og rul. Alle er velkomne – både til åbningen 2. maj og resten af sæsonen, hvor der vil være aktivitet hver tirsdag.

Musik og aktiviteter hele sommerhalvåret
Resten af sæsonen byder på et mangfoldigt program med liv og leben i de spændende rammer med direkte udsigt til Lillebælt. Kanalbyen får blandt andet besøg af Visens Skib og er vært for Harcore-festival. Traditionen tro vil der være festivitas i forbindelse med krydstogtanløb og 6. juli-dagene – og som noget helt særligt vil 600 arkitektstuderene i august mødes for at bygge installationer i Kanalbyen ved det internationale sommertræf EASA 2017.

Programmet, som løbende vil blive opdateret, kan ses på Kanalbyens facebook side og på www.kanalbyen.com.