Forside Fredericia Kanalbyen bliver “Art Zone”

Kanalbyen bliver “Art Zone”

DEL
Sidste år kunne de besøgende ved Trekantområdets Festuge gå på opdagelse i oplevelsestunnelen lavet af unge design- og lyddesignerstuderende med støtte fra ungepuljen. Foto: Emil Lyngbo

Syv Art Zones er netop blevet udpeget til at sørge for, at kunstoplevelser også får en fremtrædende rolle ved dette års udgave af Trekantområdets Festuge.

Planlægningen af den syvende udgave af Trekantområdets Festuge er i fuld gang. Og arrangørerne har netop lagt sig fast på placeringerne og indholdet af festugens syv Art Zones – én i hver kommune.

Art Zones rykkede ind i festugen for første gang sidste år. Ønsket var at sætte ekstra fokus på kunstoplevelser og – ikke mindst – synligheden af dem ved at samle og placere dem steder i byen, hvor både kunstkendere og tilfældigt forbipasserende vil støde ind i dem og få en oplevelse. Det lykkedes så godt, at festugen har valgt også at etablere Art Zones i år.

– Vores eksperiment sidste år bekræftede os i, at kunst faktisk appellerer til et bredt publikum, når man gør det let tilgængeligt og synligt. Vi oplevede, at både byens borgere og besøgende tog sig tid til at se nærmere på kunsten, når de tilfældigt stødte ind i det – og at de fik en god oplevelse med på vejen. Og de kan godt begynde at glæde sig til i år, hvor vi får besøg af en række sjove, underfundige, tankevækkende og flotte indslag fra både ind- og udland, siger Pernille Holmskov, chefkonsulent for Trekantområdet Danmark og tovholder på Trekantområdets Festuge.

De syv kunstprojekter, som kommer til at spille en væsentlig rolle i festugens Art Zones, er blevet valgt efter et “open call” i begyndelsen af året, hvor alle havde mulighed for at byde ind med ideer til projekter.

Trekantområdets Festuge varer i år fra den 23. august til den 1. september. Festugen har til formål at synliggøre de mange kulturtilbud i Trekantområdets syv kommuner, og bag arrangementet står de syv kommuner i Trekantområdet, lokale kulturinstitutioner, Trekantområdet Danmark, en række private aktører samt et hav af frivillige ildsjæle. Kulturministeriet og Trekantområdet Danmark yder den økonomiske støtte, der gør arrangementet muligt.

FAKTA

De 7 Art Zones

Grindsted
Området omkring den nedlagte Nordre Skole, bliver omdannet til et sprudlende byrum med masser af kunst og forskellige kulturelle aktiviteter. Kunstner Peter Birk vil i løbet af ugen forvandle en gavl til et smukt kunstværk.

Middelfart
Det populære arrangement Sindssyg God Søndag i Teglgårdsparken er igen i år Art Zone, der får besøg af flere forskellige projekter – herunder en installation med sansegynger af Berit Bærentsen og to installationer af den tyske kunstner Jana Debrodt.

Fredericia
I år er det Kanalbyen, der bliver Art Zone i Fredericia. Her kan gæster blandt andet opleve værket ‘Havet er så blåt som øjet ser’ – en stor kunstinstallation lavet af kunstnerkollektivet Vontrapp, som inviterer festugens gæster og lokale til at bevæge sig rundt i området.

Vejen
Museet på Sønderskov er vært for en Art Zone med kunstnergruppen Ny Nordisk Bølge. Store fotoinstallationer i parken ved herregården skal give publikum mulighed for at flytte deres perspektiv mellem dansk og islandsk natur.

Kolding
Kunstner og designer Maria Viftrup skaber en kunstinstallation i Biblioteksparken, der handler om affald. Her bliver publikum udfordret til – gennem sanserne – at reflektere over affald og miljø.

Vejle
Art Zone på Nørretorv får besøg af Kunstnergruppen ON/OFF fra Berlin. De medbringer de en stor interaktiv skulptur, “Pingball”, der flytter sig rundt i byen ved hjælp af borgerne.

Haderslev
Den nystartede Kunsthal 6100 i Gravene er vært for en livlig Art Zone, der byder på aktiviteter gennem hele festugen. Grilltennis, Morten og Jacobs Kunsthal med maling i splatterpistoler og Bring Your Own Beamer er bare noget af det, publikum kan opleve. 

DEL