Vejle Boldklub møder fredag aften FC Midtjylland på udebane, og i kølvandet på de positive coronatilfælde i det midtjyske står VB med et anderledes udgangspunkt før kampen end normalt.

Mikael Andersson, Henrik Dalsgaard, DanielHøegh, Nicolas Madsen  og Pione Sisto er alle ude med Covid-19, mens Juninho skal afsone en gammel karantæne fra den brasilianske liga, og det gør, at FC Midtjylland er presset, hvilket også kom til udtryk deres Champions League-opgør mod PSV Eindhoven i tirsdags, hvor de tabte 3-0 i den første kamp.

I det opgør var Raphael Onyedika rykket ned i midterforsvaret, men allerede i pausen lavede Bo Henriksen om på det, og skiftede Dion Cools på banen i stedet for Charles for at gøre plads til Onyedika på midtbanen. Noget lignende bliver formentlig tilfældet mod VB, da Henriksen efterfølgende udtalte, at den unge nigerianer er en vigtig brik på den centrale midt.

VB kommer til opgøret med selvtilliden i orden. Efter ikke at have hentet point i sæsonens to første opgør og heller ikke at have scoret, så kom der hul på bylden mod de danske mestre fra Brøndby, hvor vejlenserne tilmed følte, at de kunne have fået mere med.

Efter en hæsblæsende kamp, der kunne være gået begge veje, endte VB med at spille 2-2, da Brøndbys Christian Cappis udlignede med ti minutters tid tilbage af opgøret. Nu er det blevet tid til endnu en kamp mod et formodet tophold, og Midtjyllands nuværende situation falder det opgør på et godt tidspunkt.

Nok så vigtigt, foruden pointet, fik VB gang i Wahid Faghir og med mere præcision havde han fået netmaskerne til at blafre flere end den ene gang han scorede mod Brøndby. Får Faghir indstillet sigtekornet, så er der muligheder for ham mod en midtjysk defensiv, der er ramt af afbud til deres foretrukkende forsvarsspillere bortset fra Erik Sviatchenko. Formentlig kommer Sviatchecnko til at danne forsvarstrio med Cools og Rasmus Nicolaisen, ligesom det var tilfældet i anden halvleg mod PSV.

Der er kampstart mellem FC Midtjylland og Vejle fredag klokken 20:30. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her