Jeg kender mig selv, jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg vil. Sådan har jeg mange gange før tænkt. Rigtig mange gange endda. Jeg var afklaret om min person, mine drømme, mine styrker og mine svagheder. Men så skete der noget, som har fået mig til at overveje mange ting – inklusive spørgsmålet om jeg nu egentlig også er den, jeg har gået og troet?

Et valg i februar sendte mig fra slutningen af august mere på udebane end nogensinde før. Mine trygge rammer hjemme i Danmark, hvor venner og familie var tæt på altid, blev skiftet ud med en adresse i Bruxelles – meget langt væk fra alle dem, der har givet tryghed i hverdagen.

Jeg er et meget socialt menneske. Jeg nyder at være sammen med andre, jeg nyder at være en del af fællesskaber. Det har jeg altid gjort – og det gør jeg stadig. Men der er alligevel blevet rykket på min rolle i samvær med andre efter mine første fire måneder væk hjemmefra.

Da jeg ankom til Bruxelles, var jeg en af de første på vores kollegie i Den Danske Kirke. Løbende kom flere og flere til – og jeg følte mig ovenpå. Jeg levede fint på overfladen, hvor jeg så mange gange før har været. Der hvor følelser og tanker ikke betyder noget, mest fordi der ikke er folk, man er så tryg ved, at man lukker dem ind. Jeg trivedes i det. Jeg havde det godt. Men jeg var også bevidst om, at der ikke var nogen, der i starten var helt tæt på mig – og jeg troede slet ikke, at nogen kunne komme helt ind på livet af mig.

Men jeg kunne ikke tage mere fejl. For der er andre mennesker, der griber mødet med andre helt anderledes an, end jeg selv har gjort før i tiden. Mennesker der har en helt oprigtig interesse i at lære andre mennesker at kende. Når jeg ser tilbage, så er det ikke sådan, jeg har været – langt fra. Jeg ved godt, at jeg er god til at tale om mig selv – for der har jeg kontrollen og kan lede folk derhen, hvor jeg er tryg.

Virkeligheden er bare, at trygheden ikke ligger der. Trygheden ligger lige præcis der, hvor man har en gensidig interesse i at lære hinanden at kende, der hvor man åbner op for selv de svære ting, for de gode ting, for de mærkelige sider og for de mest sårbare sider. Dem har vi alle, men det er ikke alle, der taler med andre om det.

Når jeg i rubrikken i denne blanding af reflekterede overvejelser og umiddelbare tanker stiller spørgsmålet, om hvorvidt man kan lære noget om sig selv ved at se på andre, så vil jeg gerne svare meget klart: Ja, det kan man! Jeg har i hvert fald mærket på egen krop, at jeg har lært mere om mig selv de sidste fire måneder, hvor jeg har haft muligheden for helt tæt på og i alle situationer at observere andre menneskers adfærd.

Andre menneskers adfærd skaber refleksion og eftertanke. Andre menneskers adfærd giver anledning til at overveje, om ens egen adfærd egentlig er den rigtige. Jeg har talt om det her med et par stykker – og det er et svært emne, for der er mange vinkler at lægge på det.

Nogle mener, at interaktionen med andre mennesker er det, man lærer mest af. Andre mener, at det er observationen af andre mennesker. Der er også de, der mener, at observationen af andre menneskers interaktion med andre er et godt sted at hente personlig læring.

Jeg kan sige for mig selv, at alle tre ting har været afgørende for mig i de seneste måneder. Mit møde med andre mennesker har lært mig en hel masse. De interaktioner jeg har haft med folk og andre folks måde at interagere med mig. Det har givet mig et indblik i, hvordan jeg bliver opfattet af folk, som ikke nødvendigvis kender mig. Samtidig er andres adfærd et godt sted at starte en tankestrøm om ens egen adfærd. Er min adfærd rigtig eller forkert? Skal jeg ændre noget? Der er virkelig mange spørgsmål, man kan stille sig selv alene ud fra andres adfærd.

Men der jeg har lært klart mest, det er ved at observere andres interaktion med nogle af de samme mennesker, som jeg interagerer med. For der er kæmpe forskel på mennesker. Der er nogen, og her på kollegiet særligt én, der har en menneskelig gave, der virkelig har fået mig til at overveje mine interaktioner. For personen griber bare andre mennesker an på en helt anden måde – og det giver et andet udfald i vedkommendes interaktioner. Jeg har observeret, at det giver et tættere bånd og en større ærlighed og åbenhed. Jeg har været meget fascineret, imponeret og nysgerrig, når jeg har observeret personens adfærd og interaktion med andre mennesker.

Det har givet mig anledning til refleksioner. Ikke bare korte, overfladiske refleksioner, men faktisk lange og dybe refleksioner om, hvilket billede jeg giver andre i mit møde med dem – og hvilket billede jeg egentlig gerne vil give dem. Det har været en hård læring. Men det har været en vigtig læring.

Så man kan altså lære noget om sig selv ved at se på andre mennesker. Man kan lære meget om sig selv ved at komme på udebane for alvor – og det er her jeg har fundet ud af, at jeg skal blive bedre til at lukke folk ind. For man har brug for en tryghed, selv når man er langt væk. Den har jeg fundet ved at lukke én person helt tæt på, så tæt på at man taler om alt – stort og småt. Når livet er fedt, så kan man dele det – og når livet er hårdt, så er der altid en krammer og en god snak på vej. Det har gjort mig til en ny version af mig selv, at jeg har lært så meget om mig selv. Men det er en bedre version. Det er jeg sikker på.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer