Fredericia AVISEN var et smut forbi Mette Labich Nielsen til hendes Yin-Yoga-time. Avispraktikanten faldt over, at Mette Labich Nielsen har et hold, hvor det kun er mænd, der går til Yoga. Efter timen talte vi med Mette Labich Nielsen og eventkoordinator i Fredericia Idrætscenter, Helle Burmeister om, hvor populært det er med mandeyoga. 

Yin Yoga kan begynde. Foto: Sabina Mehic, Fredericia AVISEN.

Holdet som Mette har, er til kvinder. Det hold er jeg kommet med på for at afprøve, hvordan yoga er. Inden timen begynder, får jeg mulighed for at spørge de andre på holdet, hvad de synes om timen, og hvad yin yoga’en betyder for dem.

”Det er bare godt for kroppen. Jeg kunne mærke gode ting ved min krop og jeg bliver udfordret, selvfølgelig i den positive retning”, fortæller Sally.

”Jeg blev opereret for fire år siden, og det hjælper mig rigtig meget at dyrke yoga. Så er Mette også bare helt vildt dygtig til det, hun laver og rigtig god til at guide os igennem hele timen. Jeg kan virkelig mærke mine smerter forsvinder for hver gang, jeg er til yoga”, fortæller Ingelise.

”Jeg brækkede mit ben i 2014 og så begyndte jeg at gå til yin yoga ved Mette. Lægerne sagde til mig, at jeg ikke kunne komme til at gå igen, men efter jeg talte med Mette, sagde hun, at jeg skulle begynde på holdet og prøve yin-yogaen af. Jeg kan godt fortælle, at jeg kan mærke så mange forbedringer og færre smerter for, hver gang jeg går til det”, fortæller Lisbeth.

yin-yoga
Yin-Yoga rum, Foto: Sabina Mehic, Fredericia AVISEN

Efter samtalen med de andre på holdet, begynder timen. Mette er god til at guide dig gennem alle øvelser. Den ro, du kan mærke, er magisk og behagelig. I hver øvelse får du følelsen af, at din krop svæver, du kan mærke hver eneste muskel, der bliver strukket.

Ved den sidste del af øvelsen, skal man få sin krop til at slappe af. Man ligger med et tæppe over sig, øjnene lukker i, åndedrættet bliver tungt, alt sammen med hjælp fra Mettes rolige stemme i baggrunden, hvor hun fortæller, hvordan man skal tænke på sit åndedræt, og så mærker man, at man forsvinder væk i et andet univers.

sabina
Namaste. Sabina til yin-yoga. Foto: Mette Labich Nielsen, fredericia AVISEN

Alle taler med Mette Labich Nielsen og Helle Burmeister efter timen. Der serveres kaffe og frugt. Vi kommer ind på det emne, som har vagt min nysgerrighed; mandeyoga, som Mette Labich Nielsen udbyder.

Mandeyoga

”Yin-yoga er både for mænd og kvinder. Det er samme disciplin. Jeg talte med Helle Burmeister. Hun mente, det kunne være mega fedt, og det skulle prøves, så nu har vi kørt det i snart to sæsoner”, fortæller Mette Labich Nielsen.

Helle Burmeister tilføjer, at mandeyogaen er et hit. Mændene er gode til at hive hinanden med. De er gode i fælleskab; kvinder er også gode til fællesskab, men mændene kan få hinanden med og er gode til at bakke hinanden op om disciplinen.

Mænd kan også godt gå til yoga

Mettes formål med at lave et hold kun til mænd, var for, at de ikke synes, det var pinligt at være med på et hold, hvor der var kvinder til stede og måske var lidt bedre til det, end de var.

”Mændene knokler meget. Jeg tror, at det ligger til alle mænd, de har et konkurrencegen i sig, for når de kan se, at kvinderne kan være mere smidige end de kan, så mister de måske lysten til at fortsætte. Så puster de og lægger alt, hvad de har i det. Når der kun er mænd på holdet, kan de være afslappede og ikke tænke på, hvordan kvinderne ser dem. Derfor er holdene, som kun er til mænd, blevet meget populære”, fortæller Mette Labich Nielsen

Yin-Yoga. Foto: Sabina Mehic, Fredericia AVISEN

Både mænd og kvinder kan gå til yoga, der er ikke noget forkert i det. Alle mænd har noget blidhed gemt bagved det maskuline og den blidhed kommer frem, når Mette Labich Nielsen underviser mændene i yin-yoga.

”Det er næsten alle mænd som kommer, både unge og ældre, helt fra familiefar med søn, eller ham, der cykler eller ham, der spiller fodbold. Yoga er der til, at man kan få sine muskler strukket ud, arbejde med sin smidighed og til, at ens krop kan blive fleksibel”, fortæller Helle Burmeister.

Til sidst afslutter Mette Labich Nielsen med at sige, at der er plads til alle, hun er der for at hjælpe og alle fortjener et liv uden smerter i kroppen.

www.eventc.dk