I tegneserien Iznogoud vil Storvisiren i Bagdad gerne være den, der sidder for bordenden. Det vil han i en sådan grad, at han konstant ender i store problemer, fordi han er fuldstændig forblændet af drømmen om at blive større end den største. Men hvorfor han gerne vil være Kalif, er en lidt mere gådefuld affære.

Sådan er det også i Fredericia i disse dage. Først forsvandt Kaliffen nu ellers som dug for solen i december 2020. Ud af det blå trak borgmester Jacob Bjerregaard sig, og tronstolen blev pludselig ledig. Socialdemokraterne valgte Steen Wrist som deres Kalif, og han vil også gerne blive ved med at være Kalif.

Men der er trængsel ved busstoppestedet, hvor håbefulde Kalif-kandidater står i kø for at komme til at overtage den eftertragtede ledelse af Fredericia. Man skulle ellers mene at byrden med at lede byen ud af den dårlige omtale og de mange skandaler var for stor til de fleste. Indtil videre har blå blok dog fået tre borgmesterkandidater, hvilket især vidner om et uklart, politisk billede. Ganske vist har vi i Danmark ikke haft tradition for præsidentvalg, selvom mange medier i nyere tid gerne har villet forvandle det danske demokrati til en minikopi af USA. Blå og rød-blok snakken er både kedelig og intetsigende, for der er mange meninger i det danske, politiske landskab, og de fleste kan knap nok rummes i det parti, som politikerne tilhører.

Derfor er der heller ikke noget at sige til at vælgerne er forvirrede. Til tider virker det mest som om, at det kun handler om titlen som Kalif mere end den politik, man vil føre. Det var måske på tide at viske tavlen ren og helt fjerne den fastlåste borgmestertitel. Har vi moderne lokaldemokrati overhovedet brug for en enkelt person for enden af bordet? Det kniber i forvejen gevaldigt for politikerne at følge med. I forvejen er de fleste af dem nødt til at arbejde ved siden af, samtidig med at kommunerne gennem forkromede reformer er blevet til administrative supertankere. At der kun skal være en politiker, borgmesteren, der bliver fuldtidsaflønnet og kan dedikere sin tid til at drive disse milliardstore budgetter og administrationer, er med til at svække den politiske kontrol med embedsapparatet.

Kort sagt er der for meget fokus på en enkelt person, og ikke på det samlede billede. Borgmestertitlen er utidssvarende, det samme er funktionen. Der skal sættes ind med meget mere, hvis lokaldemokratiet skal overleve, og det betyder at langt flere folkevalgte skal gå på fuld tid, samt have langt større og bredere indflydelse på dagligdagen. I dag er de overladt til sene udvalgsmøder, samt at embedsapparatet servicere dem objektivt. Hvad embedsapparatet ikke altid gør. Resultatet er en embedsstyret stat.

For i Danmark har vi politisk udliciteret mange af de landspolitiske beslutninger til udførelse i kommunerne. Det betyder at de kommunale organisationer står for driften og styringen af de love, der bestemmes fra Christiansborg. En af styrke ved denne fordeling kunne være at man havde befolkningen i øjenhøjde. Men reelt bliver det til en bordtenniskamp mellem stat, kommuner og regioner, der løbende spiller aben videre i forskellige, økonomiske spil. Altså ren kassetænkning.

Dette er dybt skadeligt for befolkningen og økonomien. I den sidste ende også for miljøet. Vi er fortsat et folk, en nation. Derfor skader vi os selv, når kassetænkningen ender med at flytte rundt på problemerne, frem for at løse dem.

Hvorfor vil du være borgmester i stedet for borgmesteren? Det er et af de mest interessante spørgsmål, vi skal have besvaret af de mange borgmesterkandidater. Uanset hvilket parti borgmesterkandidaten kommer fra, så er svaret vigtigt for vælgerne. Netop fordi borgmesterfunktionen er håbløst uddateret, og der ikke er en kommunalreform og modernisering i sigte så længe at de gamle partier deler magten mellem sig, er vælgerne overladt til at stemme på en person, der i det mindste vil arbejde samvittighedsfuldt på at oplyse hobbypolitikerne i byrådet. Det kræver en stor ordentlighed og ærlighed, samtidig med at ”den stærke mand” skal nedtones til fordel for demokratiske beslutningsprocesser.

Fredericia er en by i krise. Det er en politisk krise. Ikke en erhvervskrise. For erhvervslivet har reddet røven på Fredericia, mens politikerne har flottet sig med teater og festligheder. Der er delt penge ud til højre og venstre fra politisk hold, hvor det hele tiden skal være større og finere. Alt imens at virksomhederne har leveret arbejdspladser og udvikling. Det var meget sigende, at da Fredericias erhvervsorganisation, Business Fredericia, afholdt et erhvervspolitisk valgmøde med kandidaterne, blev en stor del af tiden brugt på at snakke om cykelstier og problemer i Korskærparken. For det viste med al tydelighed at de mange Kalif-kandidater slet ikke forstår, hvordan udvikling drives frem, eller hvor penge til alle de kulturelle herligheder i sidste ende skal komme fra.

Skriv en kommentar