“Kære Pleje Fredericia har fået tilbudt at fortsætte med at yde hjemmepleje ydelser, med markant lavere priser og vilkår end det har været hidtil,” oplyser selskabet til Fredericia AVISEN.

“Vi må med blødende hjerter afvise tilbuddet, og sige nej tak til kontrakten med Fredericia Kommune. Dette betyder, at den største og ældste private leverandør i Fredericia Kommune, er tvunget til at lukke afdelingen pr. 31 januar 2020,” siger direktør Mirela Tanovic og fortsætter:

“Det er kendt i praksis, at en virksomhed som vores, kan have en overskudsgrad på 1-4% og når prisen sænkes med 10%, er det urealistisk i vores øjne. Samtidig med dette, er nogle af plejeydelserne overgået fra personlig pleje til praktisk hjælp, som er en stor forringelse af vilkårene.”

I 2014 trak Fredericia Kommune overskrifter: ”Prisen er ikke det vigtigste i udbuddet”

“Men nu blot 5 år efter viser det sig, at prisen er den eneste parameter, som man er interesseret i, i det nye udbud hos politikerne i Fredericia Kommune. Vi har i 2014 prøvet en lignende model i Kolding Kommune, som endte med en konkurs.Det kom der ikke noget godt ud af – personalet blev presset maksimalt, mens borgerne nærmest var taget som gidsler. Det var en meget uværdig proces, hvorfor vi aldrig mere vil lægge navn til noget lignende,” siger dirketøren og uddyber med overraskelse:

“Vi er meget overraskede over, at Fredericia Kommune kan sige ja til en sådan pris. Vi vil gøre dem opmærksomme på, det er en stor fejl. Vi ved ikke hvem der har budt denne meget lave pris, men det virker i hvert fald meget useriøst, at de kan arbejde for en pris, som gennemsnitligt er 46 kr. mindre pr. time end vi har i dag. Vi ønsker den nye leverandør held og lykke.”

Hvad opfordrer I til, at der sker nu?

“Vi vil gerne opfordre politikerne og beslutningstagerne til at sammenligne de “bedste” timepriser fra det gennemførte udbud med Fredericia Kommunes egen hjemmepleje pris, som er væsentligt højere end prisen for de private leverandører. Det er simpelthen en politisk manøvre, som er typisk for en kommune, når de har problemer med deres budgetter. De fokuserer blot på pengene, mens service og kvalitet ikke eksistere i deres øjne,” siger Mirela Tanovic og slutter:

“Vi er utroligt kede af det på borgernes vegne, da servicen markant nedsættes med den nye pris, men det er ikke vores politiske beslutning. Vi erkender, at vi ikke kan levere ydelser for denne pris – og vi ved også, at ingen kan, uden at servicen forringes markant.Til vores kære personale, som er et unikt team: Vi ved, at alle vil tage imod jer med kyshånd. I gør en fantastisk indsats hver dag, og man ved hvor I kommer fra. Af hjertet tak.”

https://www.facebook.com/menyfredericia/