Den jyske mand har svært ved at tale om følelser, er indelukket og kan generelt slet ikke se meningen med parterapi. Eller hvad?? For det er bestemt ikke den mand jeg møder i min praksis.

Tværtimod.

Det er mandag og en ny arbejdsuge for mig. Da jeg åbner min inbox ligger der 2 nye mails angående opstart af parterapi – begge henvendelser skrevet af mændene i forholdene. Senere bliver jeg kontaktet telefonisk af endnu en mand, der har nogle spørgsmål omkring et forløb hos mig. Dette er på ingen måder en atypisk dag for mig i forhold til, hvilket køn jeg er mest i kontakt med, når det kommer til nye klienter.

Jeg hører fra mange af jer kvinder derude, at I er gift med rigtige ”knudemænd”. Typen der befinder sig meget godt i det der er, men som ikke gider rykke sig. Typen der mener, at følelser er hokus pokus, og ikke alt behøver at blive vendt eller drejet. Typen der forestiller sig at parterapi foregår i en rundkreds mens jeg spiller guitar og tænder stearinlys. Men sandheden er, at jeg slet ikke kan spille guitar, og at der skal mere end 3 mennesker til at forme en rundkreds.

En anden sandhed er også, at sådan er ”knudemændene” ikke kun! Lad os lige dele det op i to trin. Trin et er at kontakte mig. Jeg har i flere måneder gerne ville skrive denne klumme for at ruske det gængse billede af mænd og kvinders interesse for parterapi som lyder, at kvinder altid er udviklingsparate og mænd er nogle hængerøve (karikerende billeder kan forekomme). Derfor har jeg siden jul ført lidt statistik over mine henvendelser, hvor jeg meget diskriminerende har delt det op i han og hunkøn.

Ca. 65 % af dem der kontakter mig, er mænd. Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg var altså selv overrasket over tallet. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så højt. Kæmpe respekt til mændene.

Trin 2 er dernæst, hvor engageret er de så i sessionerne? For de sidste 35 % af henvendelser jeg får, må selvsagt være fra kvinder. Og er mændene til de kvinder så blevet trukket afsted uden indflydelse, mens stolen er blevet stillet dem for døren på hjemmefronten? Men nej, de er meget engageret. Fra det øjeblik de træder ind ad min dør, arbejder de koncentreret og aktivt, fuldstændig på lige fod med deres kvindelige modpart. Der er ingen forskel. Selvfølgelig kan nogle mænd have lidt svært ved at sætte ord på deres følelser i begyndelsen, men det kan kvinder bestemt også! Begge køn skal have tid og mulighed til at føle sig trygge i, at kunne fortælle deres inderste tanker og længsler.

Jeg mødte en skøn kvinde i byen for nogle uger siden, hvor vi faldt i snak. Hun spurgte mig, hvad jeg lavede til daglig, og jeg fortalte om mit arbejde. Hun fortalte mig drømmende om, hvor meget hun ønskede sig, at hendes mand ville deltage i parterapi – bare med det formål at forbedre deres kommunikation, men at det nok desværre aldrig ville komme på tale, for den slags mand var han bare ikke. Hun fik alligevel mit visitkort, og samme aften lå der en mail fra parret, hvor de ønskede at booke en tid.

Findes der mænd, som hverken er vil det ene eller det andet? Ja, selvfølgelig gør der det! Men det gør der bestemt også med kvinder. Jeg bliver ind i mellem kontaktet af begge køn, som er dybt frustreret over, at deres partner ikke vil forsøge at arbejde på deres fælles udfordringer, men det er ikke med en overvægt i en negativ retning til mændene.

Kære mand, hvor er det dog ærgerligt, at du skal karikeres som ugidelig og forstokket. I min opfattelse er du åben, samarbejdsvillig og engageret. Vi kunne gøre noget af arbejdet uden dig, men det gør det unægtelig nemmere at komme i mål med de gode intentioner i parforholdet, når du vil fungere som medspiller. Tak for din ansvarstagen. 

Ønsker du at læse mere om mig som parterapeut og sexolog, kan du med fordel besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk eller følge mig på instagram på https://www.instagram.com/dittewinkel/

Skriv et svar