Forside Fredericia Kære Fredericia, vi elsker dig

Kære Fredericia, vi elsker dig

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

2018 går på hæld, og her på Fredericia AVISEN takker vi for et fantastisk år på alle parametre. 

Vi har besøgt et væld af virksomheder, butikker, foreninger, klubber og mennesker med noget på hjertet. Vi har gået dine gader tynde, vi har set dig vågne og vi har været der, når du går i seng. Vi har fulgt dig dag og nat. Vi har set dine iskrystaller fra træerne hænge over Volden, og vi har set dem smelte. Vi har set dine strande lege og smile. Sikke en rejse.

Virksomheder planter frø, kommunen planter frø og mennesker får ting til at gro i “Vores Fredericia”. Ja, der er også nogle steder i byen, der trænger til gødning og hjælpende hænder, byens mange frivillige, kommune og organisationer forsøger. Vi ser mange yde en stor indsats for mennesker og byen dag efter dag. Tak for jer.

Fredericia, hvordan skal det gå? Du har cementeret din plads på nutidens og fremtidens Danmarkskort. Et kort, hvorfra du så dagens lys i 1600 tallet, og du var også i fokus i 1650, da Kong Frederik lagde planer for dig. Du er snart vokset ud af industriens røg, men arven flyder i dine årer, og flere steder vil årene fremad kræve et vågent fokus for at sikre den fortsat positive udvikling. Det kræver ansvar.

Fredericia, du er også kulturens by – med et musicalteater i verdensklasse, en unik talentmasse indenfor sang, dans, musik og kreativ udfoldelse fra kreative skoler, foreninger, mennesker og gøglere, danser du dig på vores avislæsers smilende læber. 

Fredericia, du er sportens by. Hele tre 1. divisionshold i sportens store grene – og måske snart 1 eller 2 ligahold. Wow – det er godt gået. Og de mange historier, I giver vores avis – sætter spor i fremtidens talenter og bygger et fundament for et godt image til Fæstningsbyen. 

Fredericia, dine politikere er glade. De synger vers og taler samme sprog, virksomhederne klapper i hænderne og borgerne roser dine tiltag. Et sted, skal der arbejdes hårdt. Job skal skabes, kulturer skal ændres – også blandt dine bysbørn – man skal ikke kun have, man skal også yde. Uddannelserne står i kø – og hvis vi vil, så kan man blive til noget i Fredericia. 

Fredericia, dine virksomheder bliver flere og flere. Nu kan man også lokalgoogle dig. Og hædrekronede virksomheder flytter fra København til dig. Det er et skifte og din placering, dit erhvervsfokuserede arbejde giver pote, skaber arbejdspladser og nye muligheder.

I årtier har dine virksomheder gjort dine børn stærke og sikret arbejde. Banen, værftet og olien har været gode for dig. Imens nogle brancher synger på sidste vers, så skyder en ny bydel op, og kanaler flyder snart gennem byen. Byens strømme og vinde giver måske snart liv til teater på spidsen af Kanalbyen, hvorfra dynamik, synergi og historie smeltes og skaber byens fremtid, imens et Fæstningscenter vil være en drøm for byens unikke historie.

Skibe lægger til; kongeskib og krydstogtskibe, imens bæltets muligheder for moderne havnedrift på ingen måde tørrer ud, men derimod åbner nye porte til banebrydende multimodale løsninger.

Og historien betyder noget – mere end aldrig før. Fredericias historie taler med, når vi tænker, skriver og taler med byen. Fremtiden ser lys ud, men det kræver en målrettet indsats, visioner og passioneret arbejde at fortsætte den gode udvikling – og her kunne det være rart, at vi sammen hjælpes ad med at hjælpe alle med ombord på Fredericia-togets vogne, som når Madsby-toget i december samler alle byens julehandlende op. Men vi ved, at intentionerne er gode og alle vil Fredericia. Vi har hørt dine børn fortælle om deres kærlighed til byen og byens udvikling. Dine naboer mærker, at du er på vej og som en sagde: “Fredericia lå langt bagud, men er gået i overhalingsbanen, og vi kigger nu mod Fæstningsbyen.” 

Her på Fredericia AVISEN vil vi også takke jer for, at I har været med til at give os et overflødighedshorn af gode historier, som har været med til at løfte vores Fredericia AVISEN langt ud over byens grænser. Vi takker ydmygt for jeres tillid og samarbejde.

Fredericia forbindes mere i 2019 – og mellem dine nye huse inspireres mennesker til nye ideer og vi vil være med og bestræbe os på, at fortælle historien, men også bidrage til den.

Fredericia, vi elsker dig i med og modgang. Fredericia, du er vores by og vi glæder os til endnu et år fuld af begivenheder, livsudfoldelse og drømme. 

Godt Nytår

-ada

DEL