Ny uddannelsesinstitution til IBA’s mange studerende, op mod 100 ungdomsboliger, parkeringsanlæg til 650 biler og underjordisk spildevandbassin, der skal sikre Kolding mod oversvømmelser. DN Group og mange samarbejdspartnere er ved at lægge sidste hånd på et kæmpe uddannelsesmiljø midt i byen.

Området ligger mellem Buen og Sdr. Havnegade, og bliver dermed nabo til universitetet og designskolen.

“Det får en central plads i Koldings nye campusområdet, ganske få meter fra gågaden, så jeg tør godt love et attraktivt studiemiljø på en attraktiv placering. Det er planen, at byggeriet skal være færdigt til studiestart 2018, og der arbejdes lige nu med, hvor mange kvadratmeter der i alt skal bygges”, fortæller Henrik S. Nielsen, Salgsdirektør i DN Group, der står for byggeriet.

Uddannelser i attraktivt studiemiljø

IBA er vokset meget de seneste år, og derfor er de studerende spredt på flere adresser. Det nye byggeri giver IBA mulighed for at synliggøre, at der er tale om en selvstændig uddannelsesinstitution.

“Vi får et spændende, nyskabende og fleksibelt uddannelsesmiljø, med mulighed for endnu tættere samspil med virksomheder, som vi er afhængig af. Når vi rykker ind i campus får vi både plads til vores mange studerende og langt bedre muligheder for at samarbejde med de øvrige uddannelsesinstitutioner i Campus Kolding, siger Rektor for IBA Niels Egelund

Borgmester Jørn Pedersen glæder sig over det store byggeri, efter Kolding Kommune i 2013 satte gang i arbejdet på grunden.

“Vi skaber et unikt studiemiljø med 5.100 studerende, der både fagligt og socialt kan bruge hinanden. Det gør uddannelse i Kolding endnu mere attraktivt, og derfor er det vigtigt, at der også er boliger med i byggeriet, for der er behov for det i vores efterhånden store campusområde”, siger Jørn Pedersen.

Boliger til unge

Foruden en ny uddannelsesinstitution bliver der bygget mellem 80-100 ungdomsboliger. Dem står Bovia for, og de bliver integreret med studiemiljøet.

“Når vi siger billige boliger, er det et kvalitetstempel i sig selv. For der er tale om boliger, som de studerende kan bo i for en SU. Da mange studerende søger mød Kolding i disse år, er der høj grad brug for flere boliger til unge”, forklarer Per Nielsen, direktør i Bovia,

Underjordisk spildevandsbassin

Under det nye studiemiljø vil der være mulighed for at grave et underjordisk spildevandsbassin, der skal være med til at sikre den indre by mod oversvømmelser ved kraftigt regnskyl.

“Vi vil altid gerne indgå, hvor vi kan samarbejde om et bassin, når der alligevel skal bygges. Med klimaændringer, er der brug for flere tiltag, for bassinet løser det selvfølgelig ikke alene, men det er endnu et godt tiltag, som vi nu skal til at se på”, siger Per Holm, direktør for BlueKolding – det tidligere Kolding Spildevand.

Parkeringsanlæg

Parkeringsanlæggets 650 pladser skal bruges af studerende og de ansatte til hverdag. I weekenden kan det benyttes af Holmstaden, der kommende outletcenter, hvor kunderne fortrinsvis vil strømme til i weekenderne. Holmstaden og Campus B bliver næsten naboer, og derfor kan p-pladserne udnyttes to gange.