Hans opgaver overtages af Statens Serum Instituts nye direktør Henrik Ullum og afdelingschef Tyra Grove Krause.

Statens Serum Instituts faglige direktør for infektionsberedskabet, Kåre Mølbak, har besluttet at gå på pension den 31. januar 2021.

”Det er ikke nogen ny beslutning. Det har altid været min plan at gå fra på et tidspunkt, hvor jeg stadig har mange gode år foran mig”, siger Kåre Mølbak, der fyldte 65 år i september.

Kåre Mølbaks opgaver overtages af SSI’s nye direktør Henrik Ullum, der tiltræder 1. december 2020, samt af Tyve Grove Krause, der er afdelingschef for SSI’s Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.

Trygge ved fremtiden

”Kåre har gennem hele sit virke og den igangværende epidemi gjort en kæmpe indsats for SSI og Danmark. Samtidig har jeg stor respekt for, at Kåre holder fast i en beslutning som er truffet længe før epidemien startede”, siger SSI’s vicedirektør Ole Jensen. Han fortsætter:

”Med Henrik Ullum som ny og meget faglig stærk direktør er vi dog trygge ved fremtiden. Vi ved, at alle SSI’s fantastiske medarbejdere også under den nye ledelse vil bidrage med en fornem indsats.

Både i kampen mod covid-19 og for SSI’s mission om, at vi styrker sundhed gennem sygdomskontrol og forskning.”

Været på SSI siden 1983

Kåre Mølbak har været tilknyttet SSI. mere eller mindre permanent, siden han for næsten 38 år siden kom til SSI for første gang som medicinstuderende. Her er han gået fra at være ulønnet, videnskabelig studenterforsker til at være faglig direktør for Infektionsberedskabet.

Kåre Mølbak har igennem årene arbejdet i mange forskellige afdelinger på SSI, både i laboratorier og bag et skrivebord.

”Jeg har altid været optaget af krydsfeltet mellem epidemiologi, mikrobiologi og infektioner”, siger Kåre Mølbak. Gennem dette faglige fokus har han forfulgt en række visioner:

• Integrationen mellem epidemiologi og mikrobiologi.

• One Health – en samlet tilgang til menneskers og dyrs sundhed, samt miljøet.

• Digitalisering af sygdomsovervågningen og udnyttelse af de eksisterende registre i infektionsberedskabet.

• Den forskningsbaserede tilgang til beredskab, herunder nødvendigheden af et beredskab mod det ukendte.

• Det internationale samarbejde og de globale forpligtelser.

• At SSI er en samarbejdende og anerkende organisation – både internt og eksternt.

Samlede det ”våde” og det ”tørre”

Da Kåre Mølbak i 2017 blev faglig direktør for Infektionsberedskabet, stod han også for en større omorganisering ved at samle de ”våde” laboratorier og det mere ”tørre” datadrevne epidemiologiske beredskab, hvilket har givet stor faglig synergi. Samtidig har Kåre Mølbak være en af nøglepersonerne i at realisere visionen om et langt stærkere ”one-health” beredskab over for infektionssygdomme. Dette er sket ved at samle det humane og veterinære infektionsberedskab i Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET), som SSI og Københavns Universitet i dag varetager i fællesskab.

”Blandt de store sejre har været DK-VET, at der er blevet aftalt en god arbejdsdeling med det regionale sundhedsvæsen, samt at sygdomsovervågningen er blevet digitaliseret med mikrobiologidatabasen MiBa som rygrad. Ikke mindst erfaringerne fra covid-19 viser, at disse visioner var vigtige”, siger Kåre Mølbak.

Landskendt under covid-19

Senest er Kåre Mølbak blevet landskendt som Statens Serum Instituts talsperson under covid-19-epidemien. Her har han talrige gange optrådt på regeringens pressemøder samt i medierne i øvrigt.
Kåre Mølbak fortsætter i et deltidsprofessorat på Københavns Universitet. Han vil også fortsat være tilknyttet SSI et mindre antal timer om ugen som faglig konsulent.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer