Hvem er Jyllands bedste fotograf? Det afsløres lørdag d. 23. april, når finalen i De Jyske Mesterskaber i Foto afvikles i Stouby Multihus.

Kampen om titlen har været hård, for der er blevet indsendt ikke færre end 1139 billeder af 94 fotografer – professionelle såvel som amatørfotografer. Dommerpanelets tre medlemmer har af disse mange bidrag skullet finde vinderne i kategorierne papirbilleder i sort-hvid og farve samt digitale billeder i sort-hvid og farve med frit emne, samt papirbilleder med emnet makro.

Nu er der mulighed for at se, ikke blot vinderbillederne, men også alle de mange indsendte foto i Stouby Multihus, Idrætsvej 12, 7140 Stouby, kl. 9:30 til 16:30, hvor der desuden vil være dommergennemgang af vinderbillederne og foredrag om hvordan man sikre sig de bedste fotos når det er natur, rejser eller koncerter, der er i søgeren.

Bag arrangementet, hvortil der er gratis adgang, står Hedensted Fotoklub.