3. juledag stod der “Julerock” på programmet i Tøjhuset. Fredericia Avisen var med til en gang total udsolgt rockkoncert i tøjhuset.

Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

Trenden har vist, at der er rift om billetter. Bare fem minutter efter billetsalget var åbnet, var der udsolgt. Det taler faktisk for sig selv. Julerock er blevet lidt af en populær lokalfolkelig tradition.

Fredericia Avisens udsendte havde ikke før været til Julerockkoncert i Tøjhuset, så det var med stor forventning og spænding, at jeg drog ind til byen, jeg har ofte hørt andre omtale “Julerocken” i meget positive vendinger, og jeg er selv meget til musik, krydret med en stor portion festglæde, så barren var på forhånd sat højt.

Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

Jeg ankom til Tøjhuset lidt før klokken 19.00, selve koncerten skulle starte klokken 20.00, men dørene åbnede kl 18.30, så jeg tænkte jeg ville komme i god tid og snuse lidt til stemningen inden det hele skulle gå i gang, hold da op, det væltede ind med feststemte glade mennesker, luften var sitrende elektrisk af forventning, det mindede lidt om at komme til en kæmpe koncert bare kogt ned til Tøjhusstørrelse.

Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

I baren var der travlhed god tid inden koncerten. Der blev solgt en del fadøl, kan jeg berette om og folk stod og sad virkelig bare i grupper rundt omkring, nød deres øl og det gode selskab – lige noget for mig.

Jeg fik spurgt en gæst ved navn Mark på vej ind til koncerten om han glædede sig, han svarede, “Fandme ja, jeg har aldrig været til det før, men jeg har hørt så meget godt om det.”

Søren “Søgge” Andersen gav den gas.
Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

Jeg havde hørt og læst en masse godt om husorkestret og om Søren “Søgge” Andersen, en af Danmarks bedste guitarister og leder af husorkestret på dagen, så jeg var klar klokken 20.00 inde i salen sammen med 400 glade koncertgæster, der stod forventningsfuldt og ventede på at koncerten skulle komme igang, man kunne høre en summen og brummen i hele lokalet og pludeselig eksploderede det hele, da Søgge og husorkestret indtog scenen på Tøjhuset. Keith Richards og Erik Clapton, gå hjem og se video, det der kan Søgge bare.

Selve koncerten var fantastisk, det ene fede nummer efter det andet blev trykket af, mens jeg stod og hoppede op og ned og for en kort stund troede, jeg var John Travolta, det hele varede godt 2,5 timer og stemningen var fuldstændig vild, det var lige før jeg troede, at folk ville begynde at smide tøj op på scenen i ren ekstase. Der kom så mange forskellige dygtige lokale sangere og sangerinder på scenen, at jeg til sidst mistede overblikket, det var øreguf og musikforkælelse i højeste klasse.

Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

Det var en potpourri fra øverste hylde af klassisk rock- og bluesmusik, der var ingen pauser eller den slags unødigt pjat. Jeg må her tilføje, at jeg tabte mund, næse og ører, da Teaterdirektør Søren Møller indtog scenen og viste, at han stadig kan synge, hold da k…, det var godt og han var god. Jeg nød det hele i fulde drag og jeg har aldrig været til en koncert med kun 400 mennesker, hvor der var så fabelagtig en stemning.

Der blev også afholdt et lille minuts stilhed midt i det hele til ære for en nyligt afdød lokal musiker, han blev også æret i bedste stil med et bluesnummer efterfølgende. Det var meget rørende.

Julerock i Tøjhuset. Foto: Fredericia Avisen

Jeg fik efter koncerten en kort snak med Helle Lillethorup. Hun var begejstret:

“Det var endnu engang en fantastisk aften, det har været et kæmpe stort julekram, gæsterne hyggede sig og nød musikken, og også på scenen var det et kæmpe julekram, musikerne er ikke vant til at spille sammen, men de fandt ud af det og det kunne alle mærke, det hele løftede sig op på et højere luftlag og sikken en stemning og sikke en fest”

Jeg fangede også Dorte, der havde købt billet til aftenens koncert, jeg spurgte hende, hvordan hun havde det og hun svarede:

“Jeg er glad, det var en fed koncert og fed rock, nu kan jeg ikke høre noget de næste par dage, men jeg er glad, det var simpelthen fedt”

Det hele sluttede lidt efter 23.00, jeg tror folk var blevet hele natten, hvis det var fortsat på scenen, baren i Tøjhuset blev også velbesøgt efter koncerten, og folk stod og hyggede sig og sludrede.

Det var tydeligt, at koncerten sad i kroppen, for man kunne næsten fornemme rytmerne komme ud af kroppen på folk, mens de stod og sludrede.

Fredericia Avisen giver UG+, 13, 12, thumbs up, highfive, like samt 25 stjerner, det var simpelthen bare en fed koncert og et fedt setup, jeg sidder stadig og hopper lidt med foden og musikken kører i kroppen på mig.

Jeg havde store forventninger, og jeg blev ikke skuffet, det var perfekt.

Mine damer og herrer
Tak for i aften.

Frank.