Julestressen er knapt gået i gang dagen før dagen, da Fredericia AVISEN kigger ind i butikken kort efter åbningstid. Ole ‘MIAMI’ Mortensen var i  fuld gang, men hans tro følgesvend Daniel vil hellere end gerne fortælle om den snarligt overståede jul i butikken.

Det var som stilhed før stormen i Fredericia. Der var lidt liv i byen, julemusikken spillede ud over Julebyen – og vi stak hovedet ind til MIAMI Tøjeksperten, der i dagens anledning stiller med fuldt hold i butikken.

“Det er både fordi der bliver travlt, men også fordi vi skal ønske hinanden og kunderne en glædelig jul”, fortæller Daniel.

2018 har været et stort år for MIAMI-ejer Ole Mortensen, der i årets løb har skiftet adresse og fået tilføjet en ekstra dimension i hans forretning, der nu går under navnet MIAMI Tøjeksperten. Lokaleflytningen kunne have givet et anderledes resultat for julehandlen, men Daniel fortæller at det er gået rigtig godt.

“Det har været en rigtig god jul – uden tvivl. Folk har taget rigtig godt imod os på vores nye adresse. Vi har også kunnet mærke de faste kunder, de er fulgt med herned. Det er virkelig dejligt, at der er så stor opbakning om vores forretning”, lyder det fra Daniel.

Som tøjforretning må man følge med tidens mode – og særligt ét brand har været stort hos MIAMI Tøjeksperten denne jul: Hilfiger.

“Interessen for Hilfiger har været helt enorm. Det er virkelig populært, næsten alle der kommer herind spørger efter det”, fortæller Daniel.

“Men også non-denim bukserne fra Les Deux har været efterspurgt, det er højeste mode lige nu. Og så sælger vi bare altid mange gabba-jeans – ja du står jo selv i et par”, siger Daniel med et grin og peger på mine bukser.

“I dag serverer vi gløgg og hygger med og om kunderne. Vi skal ønske god jul – og så skal vi selvfølgelig også have et par dages fri. Vi åbner igen den 27. – og der er vi klar til at hjælpe folk i nytårstøjet”, slutter Daniel.

www.perhaps.dk
Annonce