På Erritsø Bytorv dufter det af jul. Byens Brød koger klejner og byder i dag på smagsprøver i butikken, da vi kigger forbi. Bagermester Lars Hesselvig tager imod os og inviterer os på kaffe og berlinere. Det er svært at takke nej til. Efter kaffen går vi til butikken, hvor kunderne nyder smagsprøver, men også sandwich er i høj kurs på dette tidspunkt.

Berlineren er stadig en populær kage i julen.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen

I bageriet er også Jørgen Schødts, der har 13 års jubilæum i bageriet. Han er ved at lægge sidste hånd på en rigtig fødselsdagskagemand. Der skal både slik, navn og flag på.

Bedstefars Skæg i en ny udgave.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

“Jeg har arbejdet her i 13 år, og der er sket meget i den periode. Vi har fået et moderne lyst drive in-bageri, hvor vi er tæt på vores kunder, som kan se os arbejde. Samtidig har jeg alle år haft nogle gode kolleger, så tiden er fløjet af sted”, fortæller Hr. Schødts, som han kaldes i bageriet. Han kommer med flere kager til Majbrit Nielsen, der er bagermester Lars Hesselvigs mor.

Byens Brød kogte friske Klejner.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen

Der er mange mennesker, som i dag vælger at sætte sig i vinduet og benytte “den lille cafe” i bageriet med udsigt til de handlende på bytorvet.

Herfra kan man se mange, der handler gaver i butikkerne og ikke mindst slæber weekendmenuen med hjem.

Vi siger farvel til Byens Brød og går videre til bytorvets butikker. Her får vi også nogle gode historier, som du snart kan læse her.