161 familier med sclerose har netop fået besked om, at der er 2.000 kr. på vej i julehjælp fra Scleroseforeningen. Det er næsten dobbelt så mange familier, som foreningen havde forudset, fortæller direktør Klaus Høm.

Hvert år uddeler Scleroseforeningen julehjælp til børnefamilier, hvor det kan være svært at få råd til julens mange ekstra udgifter, fordi økonomien er presset af, at mor eller far har sclerose, og i manges tilfælde ikke længere kan arbejde. Det gælder også i 2021, hvor foreningen har sendt julehjælp af sted til næsten dobbelt så mange familier med sclerose, som der var taget højde for i årets budget.

– I rigtig mange familier med en alvorligt syg forælder er det en kamp at få pengene til at slå til, og den kamp er ikke blevet mindre i år, hvor vi ser priserne stryge til vejrs på de mest basale fornødenheder som mad, el og varme,” lyder forklaringen på de ekstra bevillinger fra Scleroseforeningens direktør Klaus Høm:

”Det er familier, hvor der ingen penge er tilbage til gaver til børnene eller til julemad, julegodter og alt det, de fleste af os forbinder med familiehygge i julen, og mange af os tager for givet.”

Ingen penge til gaver

At julehjælpen falder på et tørt sted, bekræfter 31-årige Anja Kristensen fra Aalborg, der er blandt årets modtagere. Anja fik sclerose, da hendes søn var et år. I dag er han otte, og Anja er ene om at forsørge ham efter farens død. Det seneste halvandet år har hun været i et ressourceforløb, der skal afklare hendes erhvervsevne. Det betyder, at hun og hendes søn skal klare sig for en ydelse, der svarer til kontanthjælp.

”Min søn og jeg står i en situation, hvor jeg ikke har penge til gaver overhovedet, så julehjælpen er virkelig en hjælp,” fortæller hun. Når de faste udgifter er betalt, er der kun 2.000 kr. tilbage om måneden til mad, tøj og andre fornødenheder til mor og barn. Det svarer til et dagsbudget på 67 kr.

Mere end to ud af tre af børnefamilierne, der har søgt om julehjælp i Scleroseforeningen i 2021, er familier med en eneforsørgende forælder med sclerose. Knap halvdelen af forældrene er under 40 år.

Skriv en kommentar