I år er det 12 år siden en gruppe frivillige fra Frivilligcenter Fredericia begyndte at holde juleaften for borgere, der ikke har kontakt til deres familie eller simpelthen ikke har råd til at holde jul.

Tilbuddet henvender sig som tidligere år til borgere, der måske engang har kendt bedre tider, eller på et tidspunkt i deres liv, drejede forkert af på livet landevej. Det kan være narkomaner, psykisk sårbare, hjemløse, alkoholikere, der kunne have lyst til at tilbringe juleaften sammen. Uanset hvordan ens liv nu engang har formet sig, kan man nu på 12. år nyde juleaften i hinandens selskab. For anden gang afholdes arrangementet i Det Bruunske Pakhus mod tidligere i Den Gamle Hovedvagt, der nu anvendes til udstillingsformål.

Arrangementet afholdes den 24. december i perioden fra kl. 15:00 til kl. 22:00 bliver som nævnt afholdt i Det Bruunske Pakhus. Der vil blive julehygget om eftermiddagen, spist julemad – and og flæskesteg og ris á la mande – sunget og danset om juletræ og uddelt julegaver. Man kan tilmelde sig på forskellige væresteder m.v. eller ved at ringe til Frivilligcenter Fredericia på telefon 72 10 67 70. Skulle man først opdage, at man har brug for selskab på selve juleaften, dukker man bare op – ingen får lov til at gå sultne hjem!

Otte engegerede frivillige vil tage sig af tilberedning af mad og sørge for, at alle får en hyggelig juleaften.

Frivilligcenter Fredericia vil gerne opfordre borgere og forretninger til at donere gaver til de borgere, der møder op i Det Bruunske Pakhus for at holde jul sammen. Enhver gave, der vil blive givet, vil blive påskønnet – nok mere end givere vil kunne forestille sig! Gaver kan afleveres i Frivilligcenter Fredericia, Vendersgade 63, mandag – torsdag ml. kl. 9 og 15 og senest den 17. december 2015.

Langt hovedparten af gæsterne, er mænd, men i de sidste par år, er der også mødt flere kvinder op.

Der deltager typisk mellem 30 og 40 personer i arrangementet.