I disse tider, hvor de sociale medier flyder over med meninger om forskellige religioner og disses traditioner og dogmer, ja hvor Ikea ovenikøbet er endt i en såkaldt “shitstorm”, fordi de har valgt at kalde deres vinterkatalog, “vinterkatalog” i stedet for julekatalog, tænkte jeg at det ville være relevant at fortælle lidt om hvor julen kommer fra og hvad den egentligt drejer sig om.

Vikinger har fået skyld og ros for meget og rent faktisk kan vi, og hele den kristne verden, takke dem for at vi holder Jul. Allerede i 600 tallet holdt Nordboerne julefest, det hed at drikke jul, eller Juleblot, og blev fejret ved vintersolhverv som en frugtbarhedsfest og også for at ofre okser og kalve til guderne. Man skålede til guderne og øllet flød i stride strømme, der blev også grebet til fadet i et gigantisk ædegilde.

Den slags hedensk pjat stred naturligvis imod den kristne tro og julefesten var en bjælke i øjet på de tidlige missionærer i Danmark og Skandinavien. Missionærerne havde allerede svært nok med at overbevise de krigeriske Vikinger om at de skulle bytte Odin og Thor ud med en mand der ikke bar våben og frivilligt lod sig indfange og henrette.

Hvad gør man så hvis man er snu, man taler dem naturligvis efter munden, det møntede sig ud i at Julen blev lavet om til en fest for Jesus fødsel.

Det var blevet fastlagt ved kirkesynoden i Nikæa i år 325, af Kejser Konstantin den store og nogle præster, at den 25 december skulle være datoen for Jesu fødsel. Det passede 600 år efter fint med datoerne for den hedenske Julefest og missionærerne slog derfor 2 fluer med et smæk, vikingerne drak til Jesu fødsel og Jumfru Maria, i stedet for til dværgen Regin, samt Odin og Thor og fik lov til at beholde deres Jul.

For at sikre sig at folket nu også huskede at drikke jul og skåle til Jesus, blev det pålagt i starten af 900 tallet i den Norske Gulatingsloven at betale en bøde hvis man i husstanden ikke bryggede øl og skålede til Jesus og hans mor.

Trods ihærdige forsøg fra de kristnes side på at omdøbe juleblot til Kristmesse, så fastholdt Vikingerne ordet Jul som til den dag i dag er det vi fejrer her i Danmark. I England var vikingerne mere modtagelige og deraf kommer ordet Christmas.

I Danmark værner vi om traditionerne, vi tog også juletræet fra Tyskland til os i 1800 tallet fordi det var pænt og hyggeligt.

Vi har valgt at fejre Jul dagen før den officielle fødselsdato for Jesus, det kom sig af at man synes det var vældigt smukt at tænde lys i vinduerne dagen for Jul.

Min tanke er at inden man kommer til at sige at man er en kristen forræder hvis man ikke bruger ordet jul eller hvis man i stedet fejrer noget andet, bør tænke på hvor julen kommer fra og hvordan den blev brugt til at vikingerne kunne omvendes.

Faktum er at det jo egentligt er påsken der burde være den store højtid, da det i kristen forstand er Jesu død der skal fejres og ikke Jesu fødsel.

I Danmark er 74,7% af befolkningen medlem af den Danske folkekirke, og trods det at vi har kristendommen som statsreligion er der nok mange der i dagligdagen ikke vedkender sig kristendommen, dem som kommer i kirken 4 gange i deres liv.

Jeg har altid kaldt Julen en hyggelig tradition og synes det er en dejlig tid, men jeg kommer aldrig til at tro på at Jesus blev født i december.

Glædelige Juleblot til jer alle.

www.eventc.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her