Jørgen Vesterlund Jensen takkede fredag af som lærer på Skjoldborgvejens Skole efter et langt liv i den danske folkeskole. 40 år som lærer er slut og det blev markeret, da Jørgen fik Dronningens Fortjenstmedalje.

Klokken 13.00 var der i COVID-19s-restriktionsrealitet inviteret et begrænset antal mennesker til at markere, at Overlærer Jørgen Vesterlund Jensen nu skal ud på livets næste rejse efter et langt liv i skolen. I invitationen var temaet netop, at Jørgen var så glad for skolen, at han blev der.

Borgmester Jacob Bjerregaard overrakte Dronningens Fortjenestmedalje, som bevis på 40 års tro tjeneste. Jørgen Vesterlund Jensen startede lærerkarrieren på den nybyggede Alléskolen på Nørre Allé, inden han fra 1985-2020 turnerede rundt på gangene og scenerne på Skjoldborgvejens Skole. 

Der var gennem dagen taler, musikalske indslag fra bandet, “Jørgnet”. Jørgen blev rost og anerkendt for sin lærerindsats, men også på det personlige plan for altid at være der for andre mennesker.

“Jeg har stort set aldrig set dig sur Jørgen, kun en gang – og det var ikke på dine egne vegne, det var på en kollegas,” sagde Skoleleder Anne Bodil Jensen.

Jørgen var en institution på skolen, og smilebåndene blev trænet, da Jørgens musiklærerkollegaer med rim, sang og skuespil fortalte om Jørgens liv som lærer.

Der var også ros til Jørgen for sin rolle som tillidsmand gennem 22 år. 

“Gode tillidsfolk skaber gode ledere og gode kolleger. Du har taget dig af dine kolleger og altid været der for dem og skolen. Derudover har du været aktiv i det musikalske med forårskoncerter, der blev et tilløbsstykke. Du trækker dig måske tilbage, men vi kommer nok til at gøre lidt brug af dig. Du har meget at byde på,” fortsatte skolelederen. 

Borgmester Jacob Bjerregaard holdt også en tale, inden han overrakte Fortjenestemedaljen. 

“Jørgen – jeg husker særligt dine musikalske talenter, blandt andet, da vi havde en dygtig elev, der vandt Voice Junior: Aland. Dengang turnerede vi rundt med jeres band og Aland. Det blev til nogle gode koncerter,” sagde Bjerregaard, imens han i salen blev suppleret med de store koncertsteder, hvor de spillede: Rådhuspladsen, Elbobladet og mange flere store destinationer. 

Jørgen er også glad for t-shirts

Svigerdatteren Louise og sønnen Nikolaj leverede også et mindre indslag, hvor lærerens og farens glæde for t-shirts med budskaber blev fortalt, og naturligvis afsluttende med en overrækkelse af en ny t-shirt, denne gang med bogstaverne PH.D – Pensionist hele dagen. 

Senere blev der læst op af H.C. Andersens eventyr, og spillet mere musik fra det dygtige band; Jørgnet, taler fra flere parter, blandt andet to tidligere elever, og tidligere skoleder på Skjoldborgvejens Skole Nils Jørgensen, der i sin tale kunne se langt tilbage.

“Ja, Jørgen, jeg er nu nok den, der har kendt dig længst,” indledte han og fortalte om Jørgens kærlighed til Nils’ søster og Jørgens evne til at organisere og planlægge.

“Jeg husker, at I ville lave telefonfis, men ikke på den måde, hvor man bare ringer op og smider på. Nej, det skulle være gennemført, så som rigtige journalister satte du sammen med dine kompaner i værk, at lyden af en skrivemaskiner, en redaktion og gode spørgsmål, der gjorde, at I lød som ægte journalister og gjorde jeres telefonfis til noget stort,” fortalte Nils Jørgensen. Jørgen kunne godt huske episoden, og Nils’ genfortælling fik da også adskillige grin og klapsalver med på vejen.  

Jørgen fik også ordet. Han havde i den forbindelse produceret en tale med musikalske brudstykker, hvor han talte mellem de sange, der havde en større mening. A walk down memory lane fra 1960ernes Moody Blues over til TV2s, Der går min klasselærer til den moderne Lily Allens- Fuck You.

Der blev plads til adskillige budskaber, blandt andet om lærernes rolle.

“Det er vigtigt, at ledelsen giver ansvaret og friheden tilbage til lærerne. Vi har så mange dygtige lærere, de har så meget at byde på, giv dem friheden og ansvaret tilbage. Mindre kontrol og lad dem undervise,” sagde Jørgen og spillede lidt mere musik, blandt andet Queens : We Are The Champions. 

Talen blev naturligvis afsluttet med stående ovationer   

Et par timer senere var festsalen så småt tømt og alle takkede pænt for Jørgens virke og menneskelige egenskaber. 

Fredericia er blevet en kapacitet mindre, men skal man tro på kapaciteten selv, så er arvtagerne allerede godt i gang på Fredericias skoler.

Leave a Reply