En af Fredericia-historiens kendte generaler får genoprejsning og hans navn kommer til at pryde facaden, når Jesper Juul Madsen åbner herretøjsbutikken De Meza i den tidligere Matas i Gothersgade.

Fredericia AVISEN møder en travl og forpustet Jesper Juul der er ved at forvandle en butik som var kvindernes paradis til en meget eksklusiv og innovativ herretøjsbutik. Der er tydelige spor efter Matas, men gradvist vil lokalet forandre sig til en moderne og imødekommende butik.

“Det er ‘The-demolition-man der er i gang her. Jeg er ved at rive paplofterne ned, så vi får lidt mere højde på. Så skal vi have lavet Danmarks fedeste tøjbutik”, fortæller Jesper Juul Madsen til Fredericia AVISEN.

Snart er sporene efter Matas væk. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“De Meza skal den hedde, så den har lidt tilhørsforhold til den gamle general. Det skal være sådan, at man kan mærke det er en Fredericia-butik”, siger Jesper og fortsætter:

“Det bliver jo mærkevarer, og det bliver mærkevarer i en klasse for sig. Det bliver stadigvæk blandet med lidt andre kendte mærker, der gør at man kan få en fornuftig forretning”.

“Der kommer nogle mærker, der bliver præsenteret senere. Nu kan jeg præsentere vores italienske ven, Tramarossa, bukserne der er håndsyet. Der kommer en del habitter, vi bliver rigtig gode på jakkesæt”, forklarer Jesper Juul Madsen og fortsætter:

“Det bliver specielle kvaliteter, og også sæt der er vaskbare, så man næsten kan hive dem ud af vaskemaskinen, og så snart de er tørre kan man tage dem på”.

Jesper Juul har travlt. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Vi håber på, at vi kan åbne hen på sensommeren. Jeg har lidt svært ved at sætte en konkret dato, men jeg håber på at vi kan åbne senest d. 1. oktober. Er vi rigtig dygtige, så kan vi måske åbne lidt før, men målet er 1. oktober”, forklarer Jesper.

“Jeg tror på, at meget af handlen trækker ned i den her ende af byen, så jeg er meget glad for at komme herned. Vi har Den Engelske skråt overfor, så har vi jo også et sted at mødes fredag efter fyraften”, slutter han med et grin.

Fredericia AVISEN byder Jesper Juul Madsen et stort velkommen med hans ny butik, De Meza.

https://www.ibc.dk/eud-business/