I fredags afholdt byens politikere et maratonpressemøde, hvor de næsten forpustede fortalte om de mange gaver, der regner ned over byens borgere i de kommende år. Hos Venstres Pernelle Jensen, der også er Formand for Uddannelsesudvalget, var der også stor tilfredshed med, at byen nu er tættere på at få et Campus-anlæg i Kanalbyen. 

Pernelle Jensen brænder for uddannelse og for at udvikle Fredericia på denne front. Det er man ikke i tvivl om, hvis man har været med hende rundt på byens uddannelser de senere år. Kan Fredericia tiltrække nye uddannelser, udvikle nuværende og projektere innovative uddannelsesløsninger, så er Jensen og uddannelsesudvalget klar til at slå til. Det skete også, da en række af byens ungdomsuddannelser gik sammen om at skabe 10.PRO. Nu er turen kommet til et Campus i Kanalbyen.

»Jeg er rigtig glad for, at et kommende Campus er blevet en del af budget2021. Vi har arbejdet intensivt med anlæg over flere år. Derfor er det også vigtigt, at når vi rent faktisk kan se fire år frem, så skal vi afsætte penge til en grund og penge i reserve, hvorefter vi kan starte med at bygge. Vi er allerede i dialog med vores samarbejdspartnere på uddannelsesområdet, så jeg er virkelig glad for denne beslutning, som Venstre bar ind i budget2021,« indleder Jensen og fortsætter:

»Det kan skrive historie for Fredericia. Det er simpelthen essentielt, hvis Fredericia for alvor skal blive en uddannelsesby, at vi så får et Campus. Der starter allerede flere studerende på eksempelvis Fredericia Maskinmesterskole, nye uddannelser er kommet til, og vi har i samme område også vores Musicaluddannelse, så man har en unik mulighed for at skabe nogle lækre rammer, der giver et miljø, og ikke mindst giver liv til området.«

Hvorfor i Kanalbyen?

»Det er der flere årsager til. Det er for det første fordi, vi allerede har gode uddannelser tæt ved bydelen, men også fordi vi ved, at når man nationalt tildeler uddannelser til byer, så er det vigtigt, at byerne kan fremvise et attraktivt uddannelsesmiljø – det kan vi i Fredericia med Kanalbyen,« svarer Pernelle Jensen.

Kunne man ikke placere det i Erritsø, hvor man også har mange store uddannelser og aktører? 

»Nej. Det er primært ungdomsuddannelser, og det er rigtig godt. Men vi ved, at vi ved at placere det her tæt på Maskinmesterskolen og Musicaluddannelsen kan gøre det endnu mere attraktivt for studerende at vælge Fredericia og som sagt også for Staten i at vælge os til nye uddannelser. Derudover vil de unge mennesker skabe liv, når de bruger vores midtby, butikker og caféer, hvilket i sidste ende gavner hele Fredericia på flere parametre,« siger Jensen og slutter:

»Der er afsat 40 millioner kroner nu, men vi har ikke lagt os fast på en løsning. Vi er i dialog med vores samarbejdspartnere, og sammen med dem, skal vi se på, hvordan vi får et godt Campus til byen.«

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer