Forside Fredericia Jens Jonatan Steen: Pilskæv teaterstøtte skal ændres

Jens Jonatan Steen: Pilskæv teaterstøtte skal ændres

DEL
Jens Jonatan Steen i DR P1 Debat på Fredericia Gymnasium. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Når der hvert år bliver uddelt penge til teaterkunsten i Danmark, så bliver Fredericia Teater snydt. I hvert fald hvis man spørger den socialdemokratiske Folketingskandidat, Jens Jonatan Steen. Han mener, at man skal gentænke hele måden hvorpå teaterstøtten bliver givet.

76 kroner. Så meget, eller lidt om man vil, får Fredericia Teater i støtte per publikum de har i salen til deres forestillinger. Aarhus Teater får næsten ti gange så meget, nemlig 736 kroner per publikum de har inde. En markant forskel, der ifølge den socialdemokratiske Folketingskandidat skyldes en forældet tankegang.

”Når man fortsat i 2019 uddeler teaterstøtten ud fra placeringsmæssige kategorier, så er det pilskævt, hvis man spørger mig. I de nuværende regler kigger man ikke på succes, publikumstal eller udviklingspotentiale, nej man kigger udelukkende på geografisk placering. Det må og skal laves om, og jeg vil gå forrest i kampen”, siger Jens Jonatan Steen til Fredericia AVISEN.

Mere gennemsigtighed – og anerkendelse af de der gør det godt

Løsningen for Jens Jonatan er ligetil. Systemet skal være mere gennemsigtigt, så alle kan følge med i hvorfor de forskellige teatre får den støtte de gør. Vel og mærket skal man kunne se en lighed i resultater og den givne støtte.

”Fredericia Teater har i mange år nu fuldstændig brilleret. De har gjort det intet mindre end fremragende. De har sat Fredericia på Danmarkskortet, men de har så sandelig også sat Danmark på både Europakortet og Verdenskortet når det kommer til kultur. Det er virkelig flot arbejde, og det er et arbejde der fortjener en anerkendelse”, siger Jens Jonatan og fortsætter:

”Man kan selvfølgelig sige, at et teater der har den succes som Fredericia Teater har, de har ikke brug for støtte. Det er selvfølgelig en fair pointe, men faktum er at de i virkeligheden stadig har brug for en markant højere støtte end de hidtil har fået. Det kræver en økonomisk sikkerhed, hvis de fortsat skal turde satse stort med deres flotte internationalt anerkendte forestillinger. Det skal ikke være en kamp om teatrets fremtid hver gang de investerer massivt i en opsætning, det skal derimod være en naturlighed, at man i Fredericia tør gå forrest”.

Klassisk teater vs. Musical

De store modstandere af mere støtte til et teater som Fredericia Teater påpeger, at støtten som den er givet nu går mere til den klassiske teaterkunst, men det giver Jens Jonatan Steen ikke meget for.

”Det er selvfølgelig en afvejning, som skal tages med i ligningen. Men hvis du spørger mig, så er jeg ikke i tvivl. Skal vi kaste penge efter det konventionelle teater som vi kender det, et teater der ikke trækker synderligt mange mennesker til? Eller skal vi i stedet sende pengene i retningen af de nytænkende musicals, der uge efter uge trækker fulde huse i Fredericia?”, lyder det fra Folketingskandidaten.

“Det her er en meget vigtig dagsorden, og en dagsorden som jeg tænker de fleste er meget enige i, når de ser hvor skæv og forældet modellen er. Jeg vil kæmpe for en ny model og ved at kulturministeren også pønser på reform af teaterstøtten. Modellen skal ændres, ikke kun til fordel for Fredericia og Fredericia Teater, men til fordel for hele Danmark, der får endnu flere flotte opsætninger fra en af de mest fremadstormende scener i Danmark. Officielt kalder man Fredericia for et egnsteater, men det er jo et teater for hele landet”, slutter Jens Jonatan Steen

https://mikeno.dk/t262/M%C3%B8d%20og%20lyt%20til%20foredrag%20med%20Umahro%20Cadogan%20fra%20%22Spis%20dig%20rask%22
Annonce – køb billet her
DEL