Forside Fredericia Jens Jonatan Steen besøgte Varmestuen og Solstrålen: Man skal se stederne som...

Jens Jonatan Steen besøgte Varmestuen og Solstrålen: Man skal se stederne som en investering

DEL
Folketingskandidat Jens Jonatan Steen (A) sammen med Jan Andersen fra Solstrålen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN var med Jens Jonatan Steen i Solstrålen, hvor han talte med Jan Andersen. Her var Jens Jonatan i en times tid, hvor alt lige fra fejringen af Solstrålen på Meldahls Rådhus blev vendt til om, hvordan Solstrålen som værested bliver finansieret.

Efterfølgende snakkede Fredericia AVISEN med Jens Jonatan om, hvad han havde fået ud af besøget hos først Varmestuen og sidenhen værestedet Solstrålen.

“Det er fedt at se de her initiativer, og eksempler på de mennesker, som man når ud til med de her tilbud, som er altafgørende på hver deres måde. De kan nå mennesker på en måde, som hverken stat eller kommune kan som officielle myndigheder. Det er mennesker, der møder andre mennesker i øjenhøjde,” siger Jens Jonatan og fortsætter:

“Man har afskaffet satspuljen, og det er også rigtigt gjort, men man skal også sørge for, at man har en mere sikker finansering end bare den kommunale. Og så skal vi sikre at de sociale tilbud ikke bliver styret af tilfældige puljer og midlertidig støtte. Nogle gange er det det mest simple tilbud, der fungerer bedst. Og det skal staten også være klar til at støtte,” fortsætter han.

En anden ting, som Jens Jonatan vil sætte fokus på, er den psykiatriske del.

“Psykiatrien mangler at blive løftet, og det skal have et fokuspunkt, at man skal sætte tidligere ind. For mange falder imellem de forskellige diagnoser og får ikke de behandling de har brug for,” forklarer Jens Jonatan Steen, som glæder sig over at have besøgt Varmestuen og Solstrålen:

“Det har været rigtig inspirerende for mig at se komme her, og hører de mange solstrålehistorier, selvom man har haft det svært. De historier er med til at vise, at man sagtens kan komme videre, trods situationen kan være svær. Psykisk sårbarhed eller misbrugsproblemer er noget der kan ramme os alle sammen. Derfor skal vi hjælpe hinanden med at rejse os igen,” udtaler han og slutter:

“Jeg synes, at man som samfund har betragtet det forkert med, at socialområdet kun betragtes som en udgift. Det skal ikke ses sådan. Det skal være et område, hvor man er forebyggende og det skal være for os alle, og det skal gøre, at ingen falder igennem. Man skal gøre op med illusionen om, at socialområdet er en udgift, men i stedet skal man se det som en investering. Hvis vi sætter ind tidligt sparer vi på både økonomiske og ikke menneskelige omkostninger,” lyder det fra Jens Jonatan.

Jan Andersen fra Solstrålen var med Jens Jonatan Steen under hans besøg på både varmestuen og værestedet og han glæder sig over Folketingskandidatens fokus.

“Det er rigtig inspirerende for mig, det er rigtig godt, at der er fokus på det sociale område. Alle mennesker er unikke, og vi passer ikke alle ind i den samme kasse og ind i et excelark. Der er ikke to ens historier, og det skal man huske,” fortæller Jan Andersen.